Mhamad Daoud og hans søn Miran (fra Syrien)
Fantastisk dag på Farm Fun
11. juli 2023 - kl. 9:33 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Røde Kors Cafe for flygtninge besøgte søndag Farm Fun. De voksne slog lejr ved den store lade. Her kunne de både vælge solskin og skygge, og børnene kunne let finde dem.
Hverken de voksne flygtninge eller de frivillige fra cafeen så imidlertid noget til børnene de næste 2 timer. De havde ikke engang tid til at spise den medbragte mad, før de for rundt på farmen.
Farm Fun er langt større, end man kan se udefra, og siden Røde Kors Cafeen i Skagen sidst arrangerede en tur til farmen, er der kommet nye dyr og nye udfordrende legeredskaber til. Kombinationen af spændende dyr og legeredskaber, der forudsætter børnenes egen fysiske udfoldelse, er fantastisk. Deraf overskriften.
De frivillige fra Røde Kors cafeen, der var med – Anne Frandsen, Inger Bertelsen og Mary- Ann Christensen havde tilrettelagt en konkurrence, hvor børnene på 7 poster skulle notere, hvilke dyr man kunne se derfra. Børnene var inddelt i familiegrupper, så de større børn kunne hjælpe de mindste og skrive resultatet ned på en medbragt blok. Et vist antal rigtige svar udløste en pengepræmie, som kunne bruges på stedet..
Børnene ville gerne have brugt mere tid i Farm Fun, for flere af børnene nåede ikke at bruge præmien. De ville hellere besøge dyrene endnu en gang og prøve nogle af legeredskaberne en sidste gang inden hjemturen. Til gengæld sov de mindste i bilerne hjem.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Fantastisk dag på Farm Fun' til en bekendt