
Juletradition blev holdt i hævd
29. november 2023 - kl. 6:46 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Lørdag eftermiddag afholdte Brovandeskolen deres traditionsrige julestue. Forældre fra 0., 2. og 5. klasse havde investeret mange timer i planlægning, organisering og udførelse for at skabe de sædvanlige behagelige rammer om begivenheden.
Talrige elever, forældre, bedsteforældre og lærere valgte at tilbringe lørdag eftermiddag på skolen og blev vidne til endnu et vellykket arrangement. Aktiviteter som dekorationsværksted, fiskedam, café samt salg af juletræer bidrog til den festlige stemning. I klasseværelserne havde eleverne lavet udstillinger om hvad eleverne laver på klassen. Den musikalske underholdning stod Brovandeskolens julekor for.
Derudover havde de mange fremmødte mulighed for, i tombolaen, at vinde en af de mange gaver, der var sponsoreret af lokale virksomheder.
Overskuddet fra julestuen tilfalder forældrerådet, som efterfølgende donerer midlerne tilbage til eleverne, når der opstår behov for støtte til diverse formål på skolen.
Skolens leder, Maria Vadsager, vil her igennem SkagensAvis gerne rette en stor tak til alle forældre og børn, der med en imponerende indsats gjorde julestuen til en succes endnu engang. Maria udtrykte også dyb taknemmelighed over for de virksomheder i Skagen og omegn, der generøst støttede Brovandeskolens julestue med værdifulde gevinster til tombolaen.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Juletradition blev holdt i hævd' til en bekendt