
Stor koncert i Skagen Kirke i aften
14. december 2023 - kl. 9:57 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
En af julens store musikalske traditioner er opførelsen af Händels store oratorium ”Messias”. Skagen Kirkes Motetkor har gennem efteråret prøvet kræfter med denne skønne musik og torsdag den 14. december opfører koret sammen med to solister og Peter Gawol ved orgelet første del af det store oratorium. Teksterne til første del er profetierne om Jesu komme og Juleevangeliet om hyrderne og englene på marken. Koncerten afsluttes med det store ”Halleluja” kor, hvor alle synger med og publikum traditionen tro rejser sig op.
Som solister høres alten Marie Keller Jönsson og sopranen Lise Robenhagen Hjørne. Lise Robenhagen er kendt af musikelskere i Skagen, så det bliver et kært genhør. Orkesteret varetages af organisten Peter Gawol, fra Nørresundby kirke, som med sin fantastiske teknik mestrer det svære orkesteruddrag på orgelets tangenter. Det er Skagen Kirkes organist og Motetkorets dirigent Rikke Kursch, som er idemager for projektet og som dirigerer koncerten.
Der er gratis adgang, og koncerten afholdes til fordel for menighedsplejens juleuddeling i Skagen. Kom og hør den flotte musik og støt uddelingen til dem i Skagen som har brug for en ekstra håndsrækning her til jul.
Händels Messias 1. Del i dag Torsdag den 14. december kl. 19.30 i Skagen Kirke.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Stor koncert i Skagen Kirke i aften' til en bekendt