
Det er her på Viggo Hansens Plads arrangementet finder sted. Arkivfoto.
Skagen Handel byder Vinterbadere og byens handlende på Glühwein
20. januar 2024 - kl. 6:17 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Lørdag d. 27. januar i tidsrummet kl. 11.00 – 14.00 står Skagen Handel klar med Glühwein på Viggo Hansens Plads.
Her står flere medlemmer og bestyrelsesmedlemmer fra Skagen Handel klar til at uddele et dampende varmt glas glühwein til byens handlende.
Det sker i forbindelse med årets udgave af Skagen VinterbaderFestival som netop løber af stablen denne weekend (25. – 28. januar 2024).
Fra Skagen Handels side ønsker man at bakke bedst muligt op om det gode initiativ som Skagen VinterbaderFestival er. Arrangementet sætter på bedste vis Skagen på Danmarkskortet og skaber gæster og kunder i byen på en tid på året hvor der ellers ville være forholdsvis stille og roligt.
Derfor tror og håber Skagen Handel også at arrangementet er kommet for at blive – og det tyder alt da også på. Set i forhold til sidste år kan Toppen af Danmark som er en af arrangørerne bag festivalen, berette om markant større interesse og billetsalg til årets VinterbaderFestival.
Derfor hilser man vinterbaderne og alle de øvrige handlende velkommen med et glas lækker glühwein som serveres fra et opstillet telt på Viggo Hansens Plads overfor SuperBrugsen og Spar Nord.
I de kommende år håber Skagen Handel at kunne udvide samarbejdet med arrangørgruppen bag Skagen VinterbaderFestival så det bliver hele byens festival.
Hos Skagen Handel glæder man sig nu først og fremmest til at møde lokale såvel som gæster i byen – vinterbader eller ej, til en kop dampende varm glühwein lørdag d. 27. januar kl. 11.00 – 14.00 på Viggo Hansens Plads.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Skagen Handel byder Vinterbadere og byens handlende på Glühwein' til en bekendt