Privatfoto.
Liebergreen tryllebandt publikum
22. januar 2024 - kl. 6:33 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Eventyreren og jordomsejleren, Christian Liebergreen tryllebandt torsdag aften publikum med sit foredrag på Brovandeskolen.
Skolens multisal var fyldt til randen, da Christian tog publikum med Jorden rundt i sejlbåd, på slæderejse med Sirius Patruljen og i redningshelikopteren, hvor han i dag er en del af besætningen.
Interesserede sejlere fra ikke mindre end 8 forskellige sejlklubber var repræsenteret denne aften sammen med gæster fra Skagen og omegn.
Publikum fik et intenst indblik i en solosejllads på 260 døgn, non-stop Jorden rundt. Rejsen, som udgik fra Skagen for præcist 11,5 år siden, havde en distance på 55000 km. Christian berettede levende om sine forberedelser til turen, om ensomhed, storme og det maste-havari, som brat afsluttede turen i Den Engelske Kanal – en uges tid inden den planlagte hjemkomst i Skagen.
Efter foredraget var der god lejlighed til at stille spørgsmål, og interesserede havde muligheden for at købe og få signeret Christian Liebergreens bog; 11 Meter Frihed, hvilket der var rigtig mange som gjorde.
Fredag formiddag besøgte Christian igen Brovandeskolen, denne gang for at holde et meget nærværende foredrag for skolens 4.-9.-klasser. Her var fokus i høj grad rettet mod det at være barn og ung, om at huske at udleve sine drømme og leve livet til fulde. Brovandeskolens elever havde en kæmpe oplevelse og kunne gå fra foredraget med god inspiration og tanker om, hvordan man kan leve sine drømme ud.
Skagen Sejlklub mærker en stigende interesse for sejlsporten og modtager mange henvendelser fra interesserede, som gerne vil være medlem af klubben. Med en kyststrækning på over 8000 km i Danmark, har vi mange muligheder for spændende oplevelser på vandet. Skagens beliggenhed åbner samtidig for rigtig gode sejlture til bl.a. Norge og Sverige.
Kammeratskab, fællesskab og frivillighed er en stor del af klubbens foreningsliv, og udover sejlsporten mødes klubbens medlemmer til arrangementer som bl.a. foredrag, klubaftner, “onsdags frokoster”, arbejdsdage og sociale arrangementer mv.
Interesserede som gerne vil vide mere om et medlemskab af Skagen Sejlklub og om sejlsport generelt er velkomne til at tage kontakt til klubbens formand, John Skånberg. Kontakt info på klubbens hjemmeside, Skagensejlklub.dk
Med venlig hilsen
Skagen Sejlklub
_1.jpg)















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Liebergreen tryllebandt publikum' til en bekendt