Referat fra Skagen Lokalhistoriske Forening

Referat fra Skagen Lokalhistoriske Forening

29. februar 2024 - kl. 8:02 - af

Tirsdag den 27. februar holdt Skagen Lokalhistoriske Forening generalforsamling på Kystmuseet Skagen. Til stede var fra bestyrelsen: Andreas Andreasen, Villy Lykke Nielsen, Mogens Medegaard , Kathleen Pedersen, Lone Tidselbak, Claus Bruun og Hans Nielsen (ref) samt suppleanter Peter Marling og Birthe Bolvinkel.

42 af foreningens menige medlemmer var mødt frem, da formanden, Andreas Andreasen kunne byde velkommen.

DAGSORDEN
1. Valg af dirigent

Bestyrelsen foreslog Arne Ehrenreich, som rask væk blev valgt som dirigent. Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var rettidig indkaldt via annonce i Skagens Avis og i mail til medlemmerne.

2. Formandens beretning for 2023
Andreas Andreasen løb elegant det forgangne års aktiviteter igennem. Man startede med at fejre foreningens 40 års jubilæum tæt efterfulgt af den ordinære generalforsamling. Senere havde man Jens og Marie Munch på scenen til et arrangement om Slagterbutikker i Skagen. Foreningen viste Vendsysselfilmen Os der lever i biografen, og Mads-Peter Neumann leverede tredje og sidste kapitel i fortællingen om sit brogede liv. I august viste foreningen lokalhistoriske film i Biografen og
efterårsudflugten gik til Voergaard Slot med Claus Bruun som kyndig guide undervejs samt et besøg i Krudttårnet i Frederikshavn med et chokerende fravær af lagkage og boller.

I løbet af efteråret var der flere omgange billedkiggeri i Tinghuset, og Salen på Kappelborg var fyldt, da man lavede et arrangement om Søulykker og redningsvæsen i Skagen. Det var den også, da der stod Kvindfolk på programmet. Annalise Nymand, Hanne Åvang, Susanne Røntved og Inger Støtt åbnede ballet, og bagefter var der kvindfolk i film og billeder på det store lærred.

Foreningen var repræsenteret ved Slægtens Dag i Sæby, og så var der også fuldt hus til Jul på Svallerbakken, hvor Chresten Sloth Christensen fortalte om Sørens spille. Også ved Bytingets købstadsjubilæums-arrangement i Skagenhallen var foreningen repræsenteret.

Formandens beretning blev taget til efterretning.

3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab
Claus Bruun fremlagde regnskabet, som viste et underskud på ca. 10.000 kr. Foreningen er dog rimeligt velkonsolideret med 106.000 kr på kontoen.
Regnskabet blev godkendt af forsamlingen.

4. Indkomne forslag
Der var ikke indkommet forslag.

5. Fremlæggelse af bestyrelsens arbejdsplan for det kommende år
Foreningens næste arrangement bliver en aften med Jens Mølbak den 18. april, hvor han vil hive nye historier om Richardsenfamilien op af ærmet. Endvidere sysler man med arrangementer om Kattegatfiskeriet, Vandforsyningen i Skagen, Mandfolk fra Skagen, Originaler fra Skagen og Skagenunder besættelsen.

6. Fastlæggelse af kontingent.
Bestyrelsen ønskede at fastholde det nuværende, svimlende kontingent på 100 kr. for par og 60 kr. for enlige. Forsamlingen tilsluttede sig ønsket.

7. Valg
På valg til bestyrelsen var Villy Lykke Nielsen, Claus Bruun, Mogens Medegaard og Arne Andreasen. Arne Andreasen ønskede i modsætning til de andre tre ikke genvalg. På forslag fra bestyrelsen blev i stedet valgt Karsten Gade Jensen. Peter Marling og Birthe Bolvinkel er fortsat suppleanter.

8. Valg af revisor
Klaus Nielsen og Erik Hatt fortsætter som revisorer.

9. Eventuelt
Klaus Nielsen efterlyste en specificeret dagsorden til generalforsamlingen, hvoraf det også fremgår hvem der er på valg.
Villy Lykke Nielsen takkede Arne Andreasen for ti års solidt arbejde i bestyrelsen.
Generalforsamlingen sluttede i god ro og orden kl. 19.45, og dirigenten fik en flaske for ulejligheden, hvorefter man kastede sig over æbleskiver og arrestforvarer Christensens himmelske brombærsyltetøj.

Da den værste sult var stillet, hørte man lidt om en sømands kærestebreve og så filmen om slagter Lars Jensen.

1 kommentarer til “Referat fra Skagen Lokalhistoriske Forening” under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

1 kommentarer til “Referat fra Skagen Lokalhistoriske Forening”

  • slagter filmen var lavet Silverstarvideo der ligger flere film på NORDBO 100 på pcen VH. Kurt V. Jensen

Der er lukket for nye kommentarer...

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Referat fra Skagen Lokalhistoriske Forening' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2026 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger