Sankt Hans bål – en ny tradition fødes
4. juni 2024 - kl. 12:40 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Sidste år blev det besluttet, at der ikke længere skal brændes en heks af ved det traditionsrige Sankt Hans-bål ved Vippefyret. Dette markere en betydelig ændring i byens måde at fejre den danske midsommertradition på.
I 2023 blev der ikke afholdt Sankt Hans-bål på Sønderstrand på grund af et afbrændingsforbud. Men i år er der fundet en erstatning for den udskældte heks, og en ny tradition tager form.
Med inspiration fra den nordiske mytologi er det blevet besluttet, at en trold i stedet skal på bålet på Sønderstrand. Denne beslutning bringer en frisk og spændende vinkel til fejringen, samtidig med at den respekterer traditionens rødder.
Skabelsen af trolden blev en fælles indsats. Børn fra Mathisborgen stod i dag, i samarbejde med Skagen Bamsemuseum, for at kreere den trold, som skal brændes. Denne involvering af byens yngste borgere tilføjer en hjertevarm og inkluderende dimension til festlighederne.
Inden børnene gik i gang med at lave årets mest uheldige trold, underholdte årets båltaler, Per Christiansen, med en troldehistorie. Per Christiansen er mangeårig tv- og vejrvært på TV 2 og TV 2 NEWS.
Så det er bare om at komme afsted den 23. juni når en ny tradition fødes.
Program for Sct Hans aften:
Kl. 20.40: Musikken spiller ind og aftenens program kan hentes ved scenen
Kl. 20.55: ”Lyse nætter” fremføres af Den Unikke Trio og medlemmer af Klitkoret
Kl. 21.00
- Velkomst v/Nicolai Nissen, Turistdirektør Toppen af Danmark
- Fællessang: Skagensangen »Erindring«
- Båltale v/Per Christiansen
- Musikalsk indslag v/Den Unikke Trio
- Fællessang: Der er et yndigt land
- Bålets tændes
- Fællessang: Midsommervisen »Vi elsker vort land«
1 kommentarer til “Sankt Hans bål – en ny tradition fødes” under annoncerne.



















Gad vide, om ændringen skal forklares med en nervøsitet for at krænke nogen i vort krænkelsesparate samfund?