Brovandeskolens elever hjælper andre

Brovandeskolens elever hjælper andre

28. juni 2024 - kl. 9:24 - af

I denne, den sidste uge inden sommerferien, har Brovandeskolens elever været dybt engageret i forskellige emner på tværs af skolens tre trin. Indskolingens overordnede tema har været “Børn hjælper børn”, hvilket har ført til en række aktiviteter rettet mod at sprede glæde og støtte til andre.

Eleverne startede hver dag med fælles morgensamlinger, hvor de blev introduceret til vigtige initiativer som “Barnets Blå Hus” i Skagen. Dette hus er et fristed for børn af misbrugsforældre, hvor de kan tale med både børn og voksne om deres oplevelser og udfordringer. Derudover blev eleverne også oplyst om Røde Kors’ globale arbejde og Blå Kors’ indsats i Danmark.

For at støtte disse initiativer har eleverne indsamlet tøj, legetøj og andre nødvendigheder, som de selv har afleveret til de lokale genbrugsbutikker. Specifikt for “Barnets Blå Hus” har eleverne været kreative og lavet perleplader, perlearmbånd samt bagt muffins. Salget af disse produkter indbragte 1250 kr., som i går blev overrakt til lederen af huset i Skagen.

Eleverne har heller ikke glemt de ældre i lokalsamfundet. En gruppe børn har i løbet af ugen øvet et sangprogram, som de har fremført for beboerne på Ankermedets aktivitetscenter. Deres besøg og optræden bragte stor glæde og smil til de ældre.

Samlet set har det været en aktiv og meningsfuld uge på Brovandeskolen, hvor eleverne har lært, hvor let og givende det kan være at hjælpe og glæde andre.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Brovandeskolens elever hjælper andre' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2026 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger