Arkivfoto. Ole Rørbæk Jensen. Foto: Saebyavis.dk
Flere penge til faste teams i ældreplejen
3. august 2024 - kl. 8:18 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Med en national politisk aftale om “ pulje til faste teams i ældreplejen“ er Frederikshavn kommune bevilget penge til implementering af faste teams.
Pengene er engangspenge og det samlede beløb er ca. 5,1 mill.kr. over en 3 årlig periode, 2024-2027.
Det er meget glædeligt, at der er indgået en aftale, så vi i Frederikshavn Kommune får et større økonomisk råderum til at kunne implementere faste teams i alle hjemmeplejegrupperne. Frederikshavn Kommune har tidligere søgt penge fra en statslig ansøgningspulje. Her fik vi en engangsbetaling på 4,1 mill. kr. til at udvikle og afprøve en model for faste teams.
Faste teams er vigtig i udviklingen af den fremtidige hjemmepleje. Med budget 2024 har Byrådet også prioriteret at bevilge 750.000 kr i en treårig periode.
Det er en stor og væsentlig omlægning af hjemmeplejen, der kræver ressourcer.
I en forandringsproces skal der skabes en ny samarbejdskultur. Der er mange holdninger til, hvordan og hvorfor, så det er vigtigt, at formålet står klart.
Formålet med faste teams er at give mere tryghed i plejen, når borgeren får et fast team omkring sig. Det skal give tid til mere omsorg og tryghed for den ældre, og det kan lette arbejdet for medarbejderne.
Det skal sikre en borgeroplevet kvalitet med fokus på øget medinddragelse.
Formålet er også , at medarbejderne får bedre mulighed for selv at tilrettelægge deres arbejde, og derved kan undgå at blive styret af stramme tidsplaner, og styrke det tværfaglige samarbejde med afsæt i borgerens behov. Det vil styrke kvaliteten i ældreplejen og sikre større arbejdsglæde.
Vi har nu implementeret faste teams i tre grupper , og der er lavet plan for at komme i hus i alle hjemmeplejegrupper.
Alle forandringer kræver tålmodighed, faglighed og vilje.
Sådan er det også med implementering af faste teams.
Ole Rørbæk Jensen. ( S )
Formand for Social – og Sundhedsudvalget.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Flere penge til faste teams i ældreplejen' til en bekendt