Tæppet rives væk under Skagen Stadion

Arkivfoto.

Tæppet rives væk under Skagen Stadion

26. august 2024 - kl. 5:40 - af

Redaktionen har modtaget dette indlæg fra Bestyrelsen for Fonden for den selvejende institution Skagen Stadion:

Næste gang du kører, cykler eller går op ad Drachmannsvej, så kast et blik ind på de flotte baner på Skagen Stadion – og nyd synet! … forestil dig nu at dette store grønne område kommer til at fremstå som kasernegrunden på Jens Winthers vej.

Kultur og Fritidsudvalget i Frederikshavn Kommune har besluttet at de pr. 1/1 2025 vil reducere driftstilskuddet til Skagen Stadion med 900.000 kr. Fra 1,1 mio. kr. i 2024 til 200.000 kr. i 2025.

Med et varsel på kun godt 4 måneder reduceres driftstilskuddet til Skagen Stadion med mere end 80%, mens tilskuddene til Aalbæk Stadion og Frederikshavn Stadion fjernes fuldstændigt.

Alt sammen uden nogen form for dialog eller forudgående varsel! og øjensynlig uden konsekvensvurdering fra deres egen administration. Begrundelse: driftsaftalerne er ’særordninger’ som ikke kan forklares.

Men driftsaftalen for Skagen Stadion har grundlæggende været den samme i 27 år.

Skiftende KFU-udvalg har hvert år haft aftalen til godkendelse, først i gl. Skagen Kommune og fra 2007 i Frederikshavn Kommune. Og i alle 27 år har vi på Skagen Stadion afleveret både budgetter og revisionspåtegnede regnskaber over vores udgifter til det til enhver tid siddende Kultur- og Fritidsudvalg.

Lidt historie: Skagen Stadion fik status som selvejende institution i 1997, i forbindelse med opførelsen af nyt klubhus/stadionbygning. I forbindelse med etableringen som selvejende institution afsatte Skagen Kommune et årligt driftstilskud på 1.404.000 kr., som blev ledsaget af følgende tekst: ”Skagen Kommune har i det vedtagne budget for 1998 og årene frem afsat 1.404.000 til driftstilskud til Skagen Stadion. Heraf forventes kr. 575.000 afsat til vedligeholdelse af stadion. Resten forudsættes at kunne dække såvel ydelser på lån i forbindelse med opførelse af ny klubhus som driftsudgifter på ny klubhus”. Altså ét samlet driftstilskud, som skulle dække 3 hovedudgiftsposter; vedligeholdelse af banerne, driftsudgifter på klubhuset og afdrag på bygningslånet. Dette har ikke ændret sig i 27 år, men nu er driftsaftalerne pludselig blevet ’særordninger som ikke kan forklares’?

Den udmeldte reduktion på 900.000 i tilskuddet til Skagen Stadion rejser en lang række spørgsmål, for 200.000 kr. rækker på ingen måde til at drive et anlæg som Skagen Stadion:

  • Hvordan skal vi afdrage på denne gæld der er tilbage i Skagen Stadion og hvad gør vi ift. vores pengeinstitut? – tør de fremadrettet stille den nødvendige finansiering til rådighed for os, uden sikkerhed for at der er en drift i morgen?
  • Skal vi opsige forsikringen på vores bygninger og maskiner og så ”tage chancen”? – kan vi mon regne med Kommunens støtte til at genopføre stadionbygningen i tilfælde af brand eller til at anskaffe nye maskiner i tilfælde af tyveri?
  • Skal vi stoppe den løbende vedligeholdelse af bygningerne og lade stadionbygningen og garagen – det gamle klubhus – forfalde?
  • Skal vi lukke for el, vand, varme og renovation? – for hvordan skal vi betale disse udgifter fremadrettet?
  • Skal vi fravælge revision af regnskabet, vel vidende at vi så vil overtræde vores vedtægter og sandsynligvis også fondslovgivningen?
  • Vi kan forstå at Park og Vej fremover kommer og klipper banerne – men hvem skal stå for vanding, prikning, vertikalskæring, gødning og eftersåning af banerne? – alt det arbejde som også skal gøres for at sikre gode baner.
  • Hvem skal kridte banerne op og klargøre dem til kamp og træning? – hvem skal flytte mål rundt og lave nye banefordelingsplaner når nogle områder har brug for en pause? – eller gøre anlægget klar til at tage imod danske og norske fodboldklubber som er på træningslejr i Skagen? – eller gøre anlægget klar til SIKs børnefodboldsturnering Mini SkawCup? – eller til DBUs fodboldskole og Pigeraketten? – eller til Skagen Festivalens gæstecamp?

Spørgsmålene trænger sig på, svarene kender vi ikke.

En nedsættelse af driftstilskuddet til 200.000 kr. er reelt en lukning af Skagen Stadion som selvejende institution. Det kan i yderste konsekvens betyde, at Skagen Stadion lukkes pr. 1/1 2025, og at anlægget derefter sættes til salg.

Er det virkelig Frederikshavn Kommunes mål? Og hvorledes hænger denne beslutning sammen med ønsker og strategi om øget bosætning, og hensigt om at hylde og bakke op om det frivillige foreningsliv?

Er det Frederikshavn Kommunes strategi for kultur- og fritidsområdet, at de selvejende institutioner skal lukkes én efter én? – hvilken selvejende institution er den næste?

Vi forstår det ikke, og vi beder til at et flertal i byrådet vil komme frem til en mere pragmatisk løsning ved de kommende forhandlinger om budget 2025.

 

8 kommentarer til “Tæppet rives væk under Skagen Stadion” under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

8 kommentarer til “Tæppet rives væk under Skagen Stadion”

  • Vil du udelukkende sammenligne de berørte stadions (Per Sørensen), eller også tilskuddene til de øvrige fodboldanlæg?

    Og er det muligt at offentliggøre tallene?

  • Erik Søndergaard

    Peter Sørensen
    godt gået👍👍😀😀⚽️⚽️

  • Peter Sørensen

    Jeg er enig med Kurt Kirkedal i det meste af hans skriv.
    Dog ikke at “det er en ommer” (i KFU), for det kan simpelthen ikke lade sig gøre tidsmæssigt. (Budgetproceduren)
    Der imod må vi som byrådsmedlemmer tage det med til de kommende forhandlinger, og det kan jeg garantere, at det bliver.
    Jeg har bedt om at få en total gennemgang af støtten til de berørte stadions, således at man kan stille alle ens, og ikke bare fjerne gulvtæppet under Skagen Stadion.
    At en sådan besparelse først “offentliggøres” så at sige efter deadline, er både uartigt og uigennemtænkt.
    Nu venter jeg med flere på en nærmere redegørelse og så kommer det med i det kommende budgetforlig.

  • Får man i Skagen væsentligt mere, til
    at drive butikken, end i Sæby og
    Frederikshavn, eller hvorfor dette
    drastiske tiltag.

    Hvis man får meget mere end andre,
    så er en reduktion vel rimelig.

  • Kurt Kirkedal Jensen

    Kære KFU,
    Dette er en ommer. Ingen tvivl om det er relevant at kigge aftalerne igennem og se om der skal ske en harmonisering af stadionsaftalerne der gælder i kommunen. Der er forskelle, forskelle som skyldtes historisk forskellige aftaler fra de tidligere kommuner.
    Samme gjorde sig jo gældende for hallerne. Dette område var/Er lige som stadionsaftalerne grundlag for diskussion gang på gang. Forskellene har bestået lige siden de tre kommuner blev til en.
    Efter grundigt forarbejde landede udvalget en aftale for hallerne. En aftale som nødvendigvis ikke er helt perfekt, men den er udarbejdet efter grundigt forarbejde og efter dialog med hallerne.
    Hvis udvalget ønsker ens forhold for de forskellige stadions, skylder I disse samt alle involverede at være lige så grundige og åbne omkring eventuelle beslutninger inden I skrider til handling. Når jeg forsøger at spørge ind til konsekvenserne af jeres beslutning, får jeg at vide SIK kan få via frederikshavnerordningen, og by og park skal vedligeholde banerne? Hvad betyder det konkret? Det kan jeg ikke få svar på umiddelbart.
    Tag nu dialogen, lav nu diverse beregninger, lad nu SIK og andre berørte få mulighed for at beregne de samlede konsekvenser forinden. Det skylder I de forskellige stadions og vi undrende borgere.
    Byråd og forvaltning har haft 27 år til at gennemføre en eventuel harmonisering. I kan ikke rette op på undladelsessynder ved at ændre det bestående i et snuptag.
    I den bedste mening.
    Vh
    Kurt Kirkedal Jensen

  • Alle må efterhånden have forstået, at Frederikshavn kommune skal finde nogle penge, så de kan betale for den store gæld, som de har overtaget fra havnen dernede.
    Det her er nok bare første runde. Der skal helt sikkert findes mange flere penge andre steder.
    Man kan lige så godt tørre tårerne væk, og finde en måde, hvor man kan skaffe pengene på anden vis.
    Der skal nok tænkes i retning af lidt mere frivillig arbejdskraft, og så skal brugerne helt sikkert også til lommerne i form af højere kontigent.
    Såfremt der ikke er brugere nok til at betale, er arealerne nok for store og noget af arealet må frasælges. Da børnetallet i Skagen er faldet voldsomt, og vi er gået fra 3 kommunale skoler til en, er det sikkert muligt at nedskalere lidt på Skagen stadion.
    Brugerbetalingen skal måske også hæves for deltagerne Mini Skawcup, DBU´s fodboldskole og lignende.

  • Det kan kort og godt forklarer med den udvikling Frederikshavn Havn har haft fra 2012 – 2024 – skammeligt!

  • Erik Søndergaard

    Til fritids og kulturudvalget i Frederikshavn kommune
    formand Peter Laigaard K

    nu lukker i delvis Skagen Stadion
    ved i egentlig hvad i gør
    her kommer de fleste unge børn i Skagen
    lige fra til børn og børnebørn
    i 27 år har kommunen støttet Skagen Stadion
    det er en katastrofe for hele Skagen
    vi ved At Stadion er en selvejet institution
    og udspringer i den gamle Skagen kommune
    vi ved at Sæby Stadion ikke bliver beskåret
    og hvor er nu lige du kommer fra Peter Laigaard
    men i kan nå at lave beslutningen om
    til glæde for en masse mennesker
    denne sag er ikke slut
    mvh Erik👍👍

Der er lukket for nye kommentarer...

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Tæppet rives væk under Skagen Stadion' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger