Debatindlæg: En god SFO skal være en tryg og udviklende mulighed for alle børn
8. november 2024 - kl. 7:51 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Redaktionen har modtaget dette faglige debatindlæg fra Brovandeskolens SFO og skoleleder:
En SFO skal være meget mere end et pasningstilbud i en travl families hverdag – men skal give børn mulighed for adgang til meningsfulde, trygge og relationsskabende fællesskaber i fritiden!
Den kommunale SFO har over det ganske danske land, gennem de seneste år, været udsat for både besparelser og prisstigninger. Lidt groft kunne man sige afvikling frem for udvikling – eller opbevaring frem for aktivering som et muligt resultat- uanset at det også er dygtige pædagoger der arbejder i den kommunale SFO.
Det er uheldigt og trist, da vi ved en god SFO kan løfte kvaliteten af børnenes hverdag. En god SFO skal være en tryg og udviklende mulighed for alle børn og skal kunne tilbyde tydelig pædagogisk kvalitet i et tæt og naturligt samarbejde mellem skoledelen og fritidsdelen. Det kræver at rammerne omkring SFO og indskolingen bliver opprioriteret.
På frie grundskoler er der heldigvis et andet mulighedsrum – og det skal vi bruge – for børnene og familiernes skyld. Imens vi håber og ønsker, at man i kommunerne vil begynde at opprioritere SFO-området til gavn for børn og familier, fortsætter vi på Brovandeskolen med at prioritere og udvikle både SFO og indskolingsdelen, som vi ser som hinandens forudsætninger for at skabe god faglig og pædagogisk kvalitet omkring rammen og indholdet, der skal sikre børnenes trygge skolestart og skolegang.
Relationer, nærvær og fællesskab
Fra forskningen ved vi, at relationsarbejdet er vigtigt. Gode relationer kommer ikke af sig selv, men opstår f.eks. gennem fællesskabets mange og varierede aktiviteter – det kan være både fri leg, men også organiserede aktiviteter og arrangementer, der tilsammen støtter tilblivelsen af fællesskaber som en værdi i sig selv – uden krav om præstation – som børnene tidsnok skal møde i andre sammenhænge.
Børnenes indbyrdes relationer skal udvikles og understøttes af kompetente og nærværende pædagoger og pædagogisk personale. F.eks. skal der være plads til at høre børnenes fortællinger og perspektiver samt at understøtte børns medbestemmelse og skabe deltagelsesmuligheder for alle – for kun på den måde får børnene en tryg oplevelse af, at de har en værdifuld plads i fællesskabet. Det kræver, at der er pædagogisk personale nok til at løfte opgaven og dermed bliver det igen en økonomisk prioritering.
En fælleskabsaktivitet i SFO´en kan på Brovandeskolen f.eks. være, at når barnet møder ind i SFO´en om morgenen, er der mulighed for en rolig morgenstart med morgenmad (selvom familien måske har travlt). Desuden er der en lang række af aktiviteter også udenfor ”normal” åbningstid, Film-aften, Disco, overnatning. Disse aktiviteter er sammen med andre dagligdagsaktiviteter med til at understøtte vores ambition om netop at give alle børn adgang til meningsfulde, trygge og relationsskabende fællesskaber – som i SFO´en er præstationsfri.
Overgange
I overgangen fra børnehave til skole, skal børnene også mødes af en SFO, hvor der er trygge rammer og aktiviteter som giver deltagelsesmuligheder for alle børn – bl.a. derfor er skolestarts aktiviteter vigtige, ligesom der lovgivningsmæssigt er åbent for at tilbyde SFO og tidlige før-skolestartsaktiviteter allerede inden barnet begynder i 0. klasse – på den måde kan skolen og SFO´en også lære børnenes baggrund og behov bedre at kende, ligesom familie og børn trygt og gradvist kan forberede sig på skolen. På Brovandeskolen har vi valgt at tilbyde en før-skoleklasse ”Spirerne” allerede fra 1. juni inden ferien – og i SFO´en er der naturligvis også åbent i ferien, så børnene trygt og roligt kan lære alt det nye at kende.
En lang række andre faktorer er også vigtige, i flæng kan nævnes evalueringskulturen, tydelig faglig ledelse, tæt dialog mellem forældre og SFO, fysiske miljøer med gode rammer der kan understøtte pædagogisk aktivitet og ikke mindst tydelige mål for hvad vi vil – man skal have noget på hjertet.
Frie rammer på de frie skoler
På de frie grundskoler er vi ikke underlagt de kommunale rammer i samme grad som folkeskolen. Det betyder, at vi ikke er topstyrede fra kommunalside på, at skulle tilpasse os de kommunale beslutninger og retningslinjer – men der er et andet mulighedsrum, der giver mulighed for kort vej fra reflekteret beslutning til handling. Og det forpligter!
Vi er selvejende institution og ejer selv vores område og bygninger. Vi modtager statstilskud på 76 procent af folkeskolens udgifter til elever, som de var for 3 år siden – derudover er der en forældrebetaling som hos os er i den lavere ende.
Vi har en forældrevalgt bestyrelse, der træffer beslutninger om de overordnede linjer – med andre ord tilhører en fri grundskole forældrene, ikke kommunen. Indholdsmæssigt skal vi stå mål med folkeskolen jf. friskoleloven – men vi må gerne gøre det bedre. Vi bliver naturligvis evalueret af en certificeret ekstern tilsynsførende hvert år.
Det medfører også mulighed for at sigte efter de fokusområder, vi mener er væsentlige for vores kerneydelse – at lave en relevant og attraktiv skole for børn og familier – og hvad er meget mere vigtigt end en tryg skolestart med meningsfulde og stærke fællesskaber kombineret med kreativitet og høj faglighed i SFO og indskolingen, så vi understøtter den allerbedste start på skolelivet.
Lone Møller, Pædagog og 0. klasses lærer
Carina Hammershøj Johansen, SFO- pædagog
Frederikke Flyvholm Thomsen, SFO-pædagog
Maj Uggerholt Simonsen. SFO-pædagogmedhjælper
Lasse Sørensen, SFO-pædagogmedhjælper
Jesper Jensen, Skoleleder
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Debatindlæg: En god SFO skal være en tryg og udviklende mulighed for alle børn' til en bekendt