Tømrermester Lars D. Nielsen i en udgave fra 1977. (Foto: Johs. Bindslev. Lokalhistorisk Arkiv Skagen).
Tømrere og snedkere i Skagen
14. november 2024 - kl. 6:17 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Høvlspånerne kommer til at fyge om ørerne på publikum, når Skagen Lokalhistoriske Forening inviterer til et arrangement om tømrere og snedkere i fiskerbyen.
Kigger man i borgerskabsprotokollerne, er der langt mellem de håndværkere, som i 1800-tallet, valgte at slå sig ned som hustømrere, men når vi kommer ind i 1890’erne, får piben en ganske anden lyd. Nu skulle der nemlig bygges huse i en helt anden skala og med et noget anderledes udstyr end i de ydmyge fiskerhytter.
Man lægger endda ud med et montrøst træhusbyggeri i 1898, hvor et konsortium med en velspækket tegnedreng vil opføre et badehotel på Grenen, tegnet af arkitekt Thorvald Jørgensen. Da måtte man helt til Jerslev i Midtjylland for at finde en håndværksmester, der kunne påtage sig opgaven. I.P. Thommesen flyttede med hele familien til Skagen, mens byggeriet stod på, og han havde 30 mand i sving dagligt.
Imens eksploderede byggeriet også inde i Skagen by, og den ene håndværksmester efter den anden etablerede sig. En af dem var tømrermester Niels Chr. Nielsen (1869-1937), der allerede i 1892 satte foden under egen høvlbænk. Hans firma eksisterer stadig, nu under navnet ”Lars D. Nielsen & Søn”, og det er 4. og 5. generation i skikkelse af tømrermesterne Thomas D. Nielsen og Jørn D. Nielsen, der vil fortælle om firmaets historie. Tømrerfirmaet holder i dag til på Rødkælkevej, men har tidligere befundet sig på hjørnet af Spliidsvej og Markvej, hvor Søren Thys mølle engang befandt sig.
Inden Thomas og Jørn tager ordet, bliver forsamlingen varmet op i en rask galop, hvor nogle af byens andre håndværkere bliver præsenteret. Det hele garneres med masser af fotografier fra Lokalhistorisk Arkiv Skagen.
Arrangementet finder sted tirsdag den 26. november kl. 19 i Salen på Kulturhus Kappelborg. Der er gratis adgang for alle – også dem i kedeldragt og med tommestok -, og baren vil være åben, så man kan få skyllet savsmuldet ned.
En kommentar til “Tømrere og snedkere i Skagen” under annoncerne.
Det er nu Thomas D. Nielsen i en yngre udgave til dette billede.