
Vi er bekymrede!
15. januar 2025 - kl. 6:39 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Forældre og plejeforældres store bekymring over børne og ungdomsudvalgets beslutning, om et helhedsorienteret specialtilbud på Skagen skole.
Bekymring et:
De vil skabe en helhedsorienteret tilgang for alle børn og unge ved, at prioriterer og organiserer, at skole og fritid hænger sammen. Hvorfor? Hvordan vil det på nogen måde blive bedre, for specialbørn -og unge, at specialtilbuddet flyttes på skolen frem for at blive i de rammer de er i nu? Spejling i almene børn og unge, samt inklusion, samspil og forskellige interaktion, som vi ved, skaber størst udvikling og hos specialbørn -og unge er det særlig vigtig. På skolen vil der, som det umiddelbart ser ud nu, ikke være særlig store muligheder for det. Der vil sandsynligvis ikke blive
mange børn, som vil benytte dette tilbud. Flere forældre til specialgruppens børn, har allerede ytret, at de tager deres barn ud.
Bekymring to:
De vil følge lighedsprincippet ved at give alle børn og unge i specialtilbud i kommunen ensartede muligheder. Det er der ingen mening i. Hvordan vil de overhovedet gøre det? Byerne er vidt forskellige og kan ingenlunde sammenlignes.
Her i Skagen ligger klubben 50 meter fra skolen. Klubben har fantastiske gode fysiske rammer, til at rumme og skabe mulighed for spejling, udvikling og danne sociale fællesskaber på tværs af special – og almen børnene. Så hvorfor ødelæg noget som er så velfungerende? Selv om det bliver under skolens ledelse, kan klubbens hus godt benyttes.
Bekymring tre:
De vil have at børn og unge i et specialskoletilbud får tilbudt specialpædagogisk fritidstilbud, som skal knyttes sammen med skoletilbuddet, så visitering bliver unødvendigt. Det kan sagtens lade sig gøre selv om specialtilbuddet er i klubben. Det er bare et spørgsmål om at ville det.
Bekymring fire:
De siger at elever transporterer mellem skole og fritidstilbud. Ikke i Skagen. Her går børnene fra skole og ca. 50 meter. Så klubben og skolen er næsten naboer. At have helt fri for skole er enormt vigtigt, for vores børn og unge, også dem med specielle behov.
Bekymring fem:
De vil også skabe en sammenhængende hverdag med gennemgående pædagogisk personale og pædagogiske miljøer. Lyder flot og sikke fine ord. De børn og unge der har behov for at benytte et fritidspædagogisk specialtilbud, vil ikke få nogen fortjeneste ud af det. De har behov for at møde parate og forberedte voksne efter skole til at tilgodese deres individuelle behov. Det at kunne få helt fri fra skole og få et arenaskift er også af stor betydning. Det er der i klubben og der dannes grobund for fællesskaber og venskaber på tværs af skoler og vanskeligheder. Her er trygge,
udviklende og tilpassede rammer, specielt til det enkelte barn/unges nærmeste udviklingszone. Ikke læseplaner, tavler eller karakterer.
Bekymring seks:
De mener at denne organisering vil understøtte samarbejdet mellem hjemmet og det pædagogiske personale, fordi der skal være gennemgående voksne omkring børnene og de unge. Der er jo allerede et velfungerende samarbejde som i forvejen er positivt og godt mellem hjem, klub og skole. Så er der jo den del der hedder dialog. Det havde været på sin plads at oplyse mere om planerne om besparelser på børn og unge. Det er os som pædagoger der arbejder med det hver dag. Hvorfor ikke tale mere med os? Måske kan vi komme med gode løsningsforslag. Har B og U udvalget overhovedet tænkt på følgerne af det de vil gøre nu? Mange bliver meldt ud. Ensomhed, stagnering og dårlig mental sundhed bliver resultatet. Hvordan vil det blive at være barn og ung i Skagen årene fremover?
Som vi ser det i Skagen vil dette “tilbud” forringe i stedet for at føre til forbedring. I vores lille gruppe vil det føre til eksklusion frem for inklusion, da det i forvejen er en lille gruppe børn som nu har stor glæde af at kunne være sammen med børn og unge i et almen tilbud. Argumenterne for at flytte tilbuddet er ikke relevante i Skagen da både rammer og afstand er så fint tilpasset til behovet, at det slet ikke giver mening at ændre det. Vores børn og unge har en unik mulighed for at træne deres sociale færdigheder med andre, at udvikle både fin og grov motoriske evner i spil,
leg og håndværk – og det kan ikke genskabes på skolen. I virkeligheden betyder dette sandsynligvis at Basens børn og unge bliver trukket hjem – da tilbuddet ikke længere imødekommer deres ønsker og behov. Dette vil nemt føre til ensomhed og mistrivsel for de unge – men denne faktor vejer måske ikke så tungt som økonomien – den regning kommer senere… Man skal huske på at det er mennesker der er i spil her – unge sårbare mennesker, der i forvejen har det svært. Det er ikke “one size fits all” løsningender skal bruges her! Se på den lokale løsning her i Skagen – og ikke på
Kommunens samlede løsning – der er STOR forskel i kommunen – og for at give børn samme muligheder skal de gives forskellige løsninger!
Hilsen Forældrene og plejeforældre
Maria Løth – Tina Magrethe Christensen – Diana og Emil Evi Strama
Rikke og Hans Boyer Munkholm – Marie-Louise Lauesen
2 kommentarer til “Vi er bekymrede!” under annoncerne.
Kære forældre og Plejeforældre.
Kan I fortælle om klubben? Om dens skabende evner, eller dens evne til at skabe venskabet. Om pædagogikken i klubben, der giver nyt liv – og nye veje at gå?
Det vil være velkomment – hvis I altså ønsker at påvirke beslutningen om helhedsorientering i kommunen.
Alt andet er følelser. Hvem gider høre på det?
Hvor har I indlysende ret i alle jeres punkter!
Men her i kommunen bliver der tænkt økonomi fremfor mennesker, for det bundløse økonomiske hul i Frh. Havn skal jo fyldes med alle tænkelige og desværre også mht. til medmenneskelige fornuftskriterier utænkelige beslutninger, beslutninger, der rammer de allersvageste i samfundet!