
Privatfoto.
Folk stod i ’række og geled’ på kaserne-grunden
25. januar 2025 - kl. 5:09 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Rejsegilde: Stor interesse for første etape af i alt 72 ferieboliger i Tuxenparken, fortæller mægler og bygherre. Prøvehus står klar til påske.
Onsdag d. 22. januar vajede Dannebrog igen smukt over den gamle kasernegrund i Skagen, fordi der var rejsegilde på de første 23 af i alt 72 nye ferieboliger, der skal stå klar til overtagelse og indflytning fra slutningen af juli i år.
”Det er lang tid siden, der har været så meget liv på den gamle kaserne-grund – vi er meget tilfredse med fremmødet og den store interesse,” siger indehaver og ejendomsmægler Kasper Lykke Nielsen fra Home Skagen, der står for salget for projektudvikleren.
Det er ejendomsinvestor Henrik Frisch, der står bag det ambitiøse projekt på den ca. 23.500 kvadratmeter store grund.
Han fortæller, at salget af fritidsboligerne i Tuxenparken er udlagt i tre etaper.
”Byggeriet går planmæssigt og med stor effektivitet, så foreløbig holder tidsplanen, så vi er meget tilfredse,” udtaler Henrik Frisch.
Kasper Lykke Nielsen fra Home Skagen oplyser, at de 23 boliger i første etape udbydes til salg på homes hjemmeside indenfor kort tid.
Han glæder sig over, at byggeriet nu er så langt fremme, at interesserede købere kan begynde at få et indtryk af projektet og boligerne.
Omkring påske forventes det første prøvehus at stå klar til fremvisninger.
”Det er lækre to-plans fritidsboliger i ’Skagensstil’ alle med tre værelser og to badeværelser, og beliggenheden er rigtig god tæt på byen, Østerby og Sønderstrand, så vi forventer god efterspørgsel,” siger den lokale Home-mægler, der har solgt huse og sommerhuse i Skagen i 18 år.
Han fremhæver en ekstra kvalitet ved boligerne i Tuxenparken:
”De er opført efter bygningsreglementet for helårshuse, og det betyder et ekstra lavt varmeforbrug og øget komfort. Det har naturligvis betydning for økonomien, hvis man gerne vil have glæde af boligen hele året. Både hvad angår eget brug og vinterudlejning,” understreger Kasper Lykke Nielsen.
Mægleren glæder sig over, at der nu endelig kommer nyt liv på den tidligere grund for Skagen Kaserne, som har stået ubenyttet i snart 20 år.
”Jeg håber, det kan være medvirkende til at skabe et nyt fællesskab for køberne, som kan være i alle aldre, da projektet indbyder til afslapning, nærhed til natur og by samt stort set ingen vedligeholdelse. Potentialet er der i hvert fald.”
Tuxenparken får nemlig også skønne fællesarealer med bl.a. petanquebane og i forbindelse med de efterfølgende etaper også indendørs padelbane og pool.
FAKTA: Om boligerne i Tuxenparken Skagen
Projektet består af i alt 72 boliger, hvoraf der i 1. etape opføres 23 stk. Boligerne er på hhv. 93, 106 og 116 kvm. Alle boliger har desuden 4 kvm udhus.
Priserne starter ved 2.995.000 kr.
Se mere om Tuxenparken og de 23 boliger i første etape på home Skagens hjemmeside snarest.
FAKTA: Drømmen om Skagen – moderne boliger i klassisk ‘Skagensstil’
Tuxenparken er et unikt boligprojekt, der forener klassisk charme med moderne komfort.
Beliggende i hjertet af Skagen tilbyder dette projekt en perfekt balance mellem byens liv, naturens ro og strandens magi. Ikke at forglemme den tilsvarende korte afstand til byens historiske seværdigheder og museer.
Arkitektur i særklasse
Boligerne er opført i den ikoniske og klassiske ‘Skagensstil’, som hylder områdets traditionsrige arkitektur med røde tegltage, gule facader og karakteristiske hvidsprossede vinduer. Her mødes historie og nutid i en harmonisk helhed, hvor æstetik og funktionalitet går hånd i hånd.
Boligen
Indenfor finder du lyse, rummelige rum, designet med den helt rigtige følelse af ferie og afslapning. Hver bolig byder på moderne materialer og høj kvalitet i alle detaljer. Boligerne er skabt med fokus på lys, luft og et tidløst udtryk, der gør det let at føle sig hjemme.
Indretning: Entré med garderobe/teknikrum samt trappe til 1. sal. Badeværelse med bruseniche og vaskesøjle. Åbent køkken-alrum og stue med udgang til egen terrasse
- sal: Repos med badeværelse med kar og bruseniche. Tre gode værelser alle med kvist.
Udendørs findes flisebelagte terrassearealer samt 4 m2 udhus.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Folk stod i ’række og geled’ på kaserne-grunden' til en bekendt