
Hardam og Støjberg.
Gårsdagens fiskeriudspil er en knockout for hummerfiskeriet i Kattegat
4. februar 2025 - kl. 9:18 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
I går så vi et fiskeriudspil under dække af “gentænkning af dansk fiskeri”.
Udspillet er desværre ikke en gentænkning for alle fiskere, men derimod en katastrofe for hummerfiskeriet og lokale fiskere på Læsø og i Strandby og Skagen.
I fredags kunne fiskerne ellers ånde lettet op over udmeldingen om, at erhvervet havde fået en omstillingsperiode frem til 2030 i forhold til co²-afgiften.
Det gav dem et kort øjebliks håb om, at deres erhverv kunne få lidt ekstra tid til omstilling. Men som i et spil ludo, hvor man lige fornemmer, at man er på vej mod sejren, kommer modstanderen pludselig og slår dig hjem. Det nye udspil er en knockout, et trawlforbud i store dele af fiskevandet i Kattegat, og det er ikke bare et spørgsmål om tal og procenter i et miljø-regneark – det handler om “rigtige mennesker, der rammes! Og mange af dem der rammes, bor og arbejder i Nordjylland.
I dag har jeg selv besøgt Læsøs Borgmester Tobias Birch Johansen og Læsø Fiskeindustri sammen med Danmarksdemokraternes Inger Støjberg, Kristian Bøgsted og Kim Edberg Andersen. Det har været en øjenåbnende oplevelse.
At miste adgang til stort set hele fiskevandet for Læsøs hummerfiskeri, vil ikke alene ramme erhvervet. Det rammer turismen og livsgrundlaget for mange familier. Det kan vi ikke være bekendt – ganske enkelt, at lade en lille procentdel af fiskerne blive gidsel i det miljø-cirkus, der udspilles på Christiansborg.
25% af Læsøs erhverv er truet.! Tænk blot på, hvad det vil sige for en hvilken som helst kommune i Danmark at miste 25% af deres erhverv, sådan over natten, som en led i en forhandling i miljøets hellige navn – eller hvilket som helst andet navn.
Lad os arbejde sammen med fiskerne om at finde de rigtige løsninger. De har allerede reduceret udledningen væsentlig. Beløn dem nu, ved ikke at lade dem blive gidsel i et spil, som de ikke selv har bedt om at være en brik i.
Mette Hardam, Venstre
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Gårsdagens fiskeriudspil er en knockout for hummerfiskeriet i Kattegat' til en bekendt