
Naturbrand tæt på beboelse og campingplads hurtigt slukket
23. marts 2025 - kl. 8:23 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Kort efter klokken 22.30 blev de lokale deltidsbrandmænd alarmeret og rykkede hurtigt ud til en naturbrand ved Bøjlevejen. Ifølge meldingen var flammerne meter høje, men branden var heldigvis begrænset til et mindre område.
To indsatskøretøjer fra brandvæsenet ankom hurtigt til stedet og fik hurtigt kontrol over situationen. Det tog under et minut at slukke selve flammerne. På trods af den hurtige indsats var der bekymring for, at branden kunne have udviklet sig alvorligt på grund af den kraftige blæst. Der er nemlig ikke langt fra brandstedet til både beboelse og Poul Eegs campingplads på den anden side af Bøjlevejen.
Brandmændene tog ingen chancer og sørgede for at gennemvæde området med cirka 2.000 liter vand, før de forlod stedet, for at forhindre eventuel genantændelse.
Årsagen til branden er endnu ukendt, men beboere i området fortæller, at de omkring ti minutter før brandudbruddet hørte et højt brag, som kan have været fyrværkeri.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Naturbrand tæt på beboelse og campingplads hurtigt slukket' til en bekendt