Skagen Havn ønsker at optage tre lån

Landstrømsanlæg til krydstogtskibe som led i grøn omstilling, er et af de projekter der søges byggelån til.

Skagen Havn ønsker at optage tre lån

23. marts 2025 - kl. 7:58 - af

Den kommunale selvstyrehavn Skagen Havn har til kommunen fremsendt 3 ansøgninger om godkendelse til at optage 3 byggekreditter, der efterfølgende konverteres til lån vedrørende projekterne ”Landstrømsanlæg i Østbassin”, ”Udvidelse af Auktionsbassin” og ”Landstrømsanlæg til krydstogtskibe”.

Det er ansøgninger, som Byrådet skal behandle på dets kommende møde den 26. marts.

Landstrømsanlæg i Østbassin

Her søges om etablering af en byggekredit på 10 mio. kr., der konverteres til et 25-årigt lån, når anlægsarbejdet er afsluttet i 2026.

Projektet omfatter etablering af to landstrømsanlæg på to lokationer på havnen, der henholdsvis skal servicere pelagiske fiskefartøjer samt offshore- og servicefartøjer.

Til anlæggene er der søgt EU’s støtteordninger, som finansierer 6,5 mio. kr. ud af den samlede anlægssum på 16,2 mio. kr.

Udvidelse af Auktionsbassin

Her søges om etablering af en byggekredit på 21 mio. kr., som konverteres til et 25-årigt lån på 11,5 mio. kr., når anlægsarbejdet er afsluttet i 2025.

Projektet omfatter en ny og mere tidssvarende kaj foran auktionshallen, der giver bedre plads til arbejdskøretøjer mv., og en uddybning af havnebassinet, så større fiskefartøjer får mulighed for at lande fisk til auktionshallen.

Forskellen mellem størrelsen på byggekredit og lånet skyldes, at der modtages tilskud fra Trafikstyrelsen på 9,5 mio. kr. efter anlægsarbejdets afslutning.

Landstrømsanlæg til krydstogtskibe som led i grøn omstilling

Der søges om en byggekredit på 80 mio. kr., som konverteres til et 25-årigt lån på 80 mio. kr., når anlægsarbejdet er afsluttet i 2028.

Projektet omfatter byggeri af et 16 MWA-landstrømsanlæg, der vil kunne forsyne de største krydstogtskibe, som kan anløbe havnen. Anlægget etableres som led i den grønne omstilling, hvor der efterspørges muligheden, både fra lokalsamfundet og fra krydstogtindustrien for at kunne koble krydstogtskibene til landstrøm, samt at anlægget vil kunne bruges som konkurrenceparameter for at fastholde nuværende og tiltrække yderligere krydstogtskibe.

Ingen kommunegaranti

Det er oplyst, at den endelige finansiering af de enkelte projekter vil blive foretaget i et kreditinstitut, og der ansøges ikke om kommunegaranti hertil.

I henhold til Havneloven skal kommunalbestyrelsen godkende en kommunal selvstyrehavns optagelse af lån. I henhold til lånebekendtgørelsen er de nævnte anlægsudgifter låneberettigede, og den maksimale lånetid for finansiering af disse udgifter er 25 år, og der kan kun optages lån til finansiering af faktisk afholdte udgifter.

Kommunens afdeling for Økonomi og Løn indstiller forud for byrådsmødet, at der til ”Landstrømsanlæg i Østbassin” etableres en byggekredit på 10,0 mio. kr., som efterfølgende konverteres til et 25-årigt lån på 10 mio. kr., og at der til ”Udvidelse af Auktionsbassin” etableres en byggekredit på 21,0 mio. kr., som efterfølgende konverteres til et 25-årigt lån, samt at der til ”Landstrømsanlæg til krydstogtskibe” etableres en byggekredit på 80,0 mio. kr. der efterfølgende konverteres til et 25-årigt lån på 80,0 mio. kr.

Økonomiudvalget har for få dage siden anbefalet.

Vederlag til havnens bestyrelse

Byrådet skal hvert år beslutte, hvordan vederlaget for havnebestyrelsens medlemmer skal være. Der skal tages udgangspunkt i havnens omsætningstal det foregående kalenderår. Hvis havnens årlige godsomsætning overstiger 0,1 mio. tons, eller hvis havnen har landinger af fisk til en årlig landingsværdi på over 100 mio. kr., kan bestyrelsens vederlag udgøre det maksimale.

Skagen Havns landingsværdier var i 2024 på 1.607 mio. kr., hvilket betyder, at bestyrelsesmedlemmerne kan få maksimalt vederlag, som udgør 56.335 kr. årligt. Alle bestyrelsesmedlemmer undtagen formanden skal modtage samme vederlag, som kan udgøre indtil 25% af borgmesterens vederlag.

Byrådet skal fastsætte formandens vederlag, hvilket er på dagsordenen for det kommende byrådsmøde.

Til stedfortrædere ydes diæter og tabt arbejdsfortjeneste. Der ydes befordringsgodtgørelse til alle medlemmer. Udgifter til vederlag mv. afholdes af Skagen Havn.

Direktionssekretariatet indstiller forud for mødet, at der i 2025 ydes et vederlag på 56.335 kr. til bestyrelsens medlemmer bortset fra formanden, som modtager vederlag svarende til 25% af borgmesterens vederlag.

Tekst: Per Rye

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Skagen Havn ønsker at optage tre lån' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2026 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger