Danielle Poignet har besøgt Skagen mange gange i årenes løb, men det er første gang hun har hele familien med. Her er de fotograferet ved Saxilds Gård.
Danielle vendte hjem til Skagen med hele familien
1. maj 2025 - kl. 7:41 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
“32 franske børn ankommet til Skagen” — sådan lød overskriften i en avisartikel fra 1947. Den beskrev ankomsten af en gruppe franske børn, som under efterkrigstidens kaotiske forhold blev sendt til Danmark for at finde tryghed og varme hos danske plejefamilier. De 32 børn, blot 5-6 år gamle, var en del af et større initiativ, hvor 600 franske børn blev sendt til Danmark fra et krigshærget Frankrig.
Et af disse børn var Danielle Poignet. Hun kom til Skagen og blev indlogeret hos familien Nielsen på Markvej 4. Oprindeligt var opholdet tænkt til at vare tre måneder, men Danielle blev der i over et år. Hun blev dengang tilbage i 1948 ledsaget hjem til Paris af sin danske plejefar, Egon Nielsen. Kort tid efter ringede Danielles mor dog til familien i Skagen med et ønske: Om Danielle måtte komme tilbage. Det måtte hun naturligvis, og hun tilbragte endnu halvandet år på toppen af Danmark.
For en uges tid siden vendte Danielle Poignet, i dag 84 år, tilbage til Skagen — denne gang i selskab med børn, børnebørn og oldebørn. For første gang viste hun sin store familie det sted, der havde været hendes andet hjem i barndommen. Rundturen bragte dem blandt andet forbi Kappelborg, hvor Danielle gik i skole under sit andet ophold, og naturligvis også til Markvej 4 — i dag kendt som Saxilds Gård. Her blev familien vist rundt af Chresten Langvold, der, på næsten flydende fransk, fortalte om huset.
Besøget inkluderede også en dag på Skagen Odde og Naturcenter, hvor Danielle og familien blev taget imod af hendes danske “bror”, Hans Nielsen. Det blev en særlig dag, fyldt med gensyn og varme minder, inden turen igen gik mod Paris.
Danielle var tydeligt rørt over gensynet med Skagen. At kunne vise byen frem for sine børn, børnebørn og oldebørn var en stor glæde. Med stolthed pegede hun steder ud, hvor hun havde leget, gået i skole og følt sig hjemme. For Danielle var Skagen ikke blot et kapitel i hendes barndom — det var et sted, der havde givet hende tryghed, kærlighed og en ekstra familie i en svær tid.
1 kommentarer til “Danielle vendte hjem til Skagen med hele familien” under annoncerne.
















Danielle ligner sig selv bare ældre.
Vi var nabo til familien Nielsen og havde besøg af Danielle
Spændende at hun har været så vedholdende