Beslutning om fremtidig forebyggende indsats for ældre

Illustrationsfoto

Beslutning om fremtidig forebyggende indsats for ældre

11. august 2025 - kl. 6:46 - af

Den kommunale administration har udarbejdet et oplæg til, hvordan Frederikshavn Kommune kan leve op til ældrelovens § 4, der fastslår, at kommunalbestyrelsen skal tilvejebringe en generel forebyggende indsats for ældre borgere og lave opsøgende indsatser ved borgere, der kan have gavn af forebyggende tiltag.

Social- og Sundhedsudvalget har et beslutningsforslag på dagsordenen for udvalgets første møde efter sommerferien i dag den 11. august.

Formålet med den forebyggende indsats er at understøtte en alderdom med mest mulig selvhjulpenhed, hvor den ældre bibeholder sin funktionsevne længst muligt, både fysisk, psykisk og socialt.

Indsatserne skal understøtte et selvstændigt og meningsfuldt liv, hvor den, der kan selv, skal selv, så den ældre så vidt muligt selv kan klare dagligdagens gøremål og har en hverdag med livskvalitet og socialt velvære.

Fokus på KRAM-faktorer
Ældreområdet i Frederikshavn Kommune prioriterer i forebyggelsesarbejdet et fokus på ”KRAM”-faktorerne og vil forhindre ensomhed og social isolation. De forebyggende medarbejdere har et særligt fokus på fysisk aktivitet, der fremmer både mental og fysisk sundhed.

KRAM-faktorerne står for at få eller opretholde en sund livsstil i forhold til Kost, Rygning, Alkohol og Motion, som påvirker vores fysiske og mentale helbred.

Større metodefrihed inden for forebyggelse
Ældreloven giver en større metodefrihed inden for forebyggelse, og den viderefører ikke servicelovens krav om forebyggende hjemmebesøg.

Med afsæt i ældreområdets prioriteringer anbefaler den kommunale administration dog at fortsætte tilbuddet om hjemmebesøg og øge alderskriteriet fra 75 år til 80 år pga. senere pensionsalder og forlænget levetid. Ifølge tal fra Danmarks Statistik stiger andelen af borgere med behov for hjemmepleje fra 80-årsalderen.

De forebyggende hjemmebesøg organiseres sådan, at behovet for tilbuddet vurderes hos den enkelte borger på 80, 82 og 83 år, som bor i eget hjem og ikke modtager pleje- og omsorgsforløb.

Vurdering af funktionsniveau
Inden tilbud om forebyggende hjemmebesøg til disse borgere sender de forebyggende medarbejdere et digitalt spørgeskema, hvor borgeren selv skal vurdere sit funktionsniveau, mentale sundhed og KRAM-faktorer.

På baggrund af besvarelsen vurderes behovet for telefonisk opfølgning eller hjemmebesøg. Borgere, der ikke har digital post og derfor ikke kan modtage spørgeskemaet, vil få tilsendt tilbud om et besøg med fysisk post.

Fra 84 år modtager borgerne årligt tilbud om et forebyggende hjemmebesøg, hvis de ikke modtager pleje- og omsorgsforløb.

Forebyggende hjemmebesøg tilbydes desuden til borgere over 65 år, der er særligt sårbare, er nylige enker eller enkemænd samt ved bekymringshenvendelser.

I den generelle forebyggende indsats erstattes de hidtidige 70- og 75-års fødselsdagsarrangementer fra 2026 af mindre borgermøder for specifikke borgergrupper. På borgermøderne informeres deltagerne om fx forebyggelse, rehabiliterende indsatser, muligheder for træning og andre aktuelle emner, afhængigt af hvad målgruppen efterspørger.

Det tilstræbes desuden at indgå samarbejde med lokale foreninger om aktiviteter som fx fælles seniormotionsdag i Arena Nord.

Øget livskvalitet
Administrationen forventer, at den samlede effekt af de forebyggende tiltag vil være højere fysisk funktionsniveau, øget livskvalitet og større selvstændighed hos den enkelte borger, samt udskydelse af behovet for fx hjemmepleje, sygehusindlæggelser og genindlæggelser.

Center for Social- og Sundhedsområdet indstiller forud for mødet, at planen om tilrettelæggelse af den fremtidige forebyggende indsats for ældre godkendes.

Tekst: Per Rye

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Beslutning om fremtidig forebyggende indsats for ældre' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger