Inger Støtt har jo ret!
18. august 2025 - kl. 7:18 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Det er velkendt for de fleste, at der venter et valg lige om hjørnet – den 18. november, for at være helt præcis. Og vi politikere har en dårlig vane, som Inger Støtt med rette påpeger: Vi vil det hele. Vi vil være gode mod alle. Ingen skal glemmes, når vi går ud og lover til højre og venstre.
Du har ret, Inger! Vi skal holde op med den slags. Vi skal konfronteres med den ubehagelige sandhed: Hvis vi vil gøre noget nyt og bedre for nogen, skal pengene findes. Din pointe er trængt ind – om end ikke i et elfenbenstårn, så i mit 60’er-parcelhus på Peder Skrams Vej.
Jeg vil også gerne besvare dine spørgsmål.
Grønthøstermetoder i besparelsessammenhænge sikrer ikke i sig selv bedre velfærd – tværtimod. Vi er nødt til at gøre noget andet, hvis vi skal lykkes med at forbedre vores velfærd.
Grønthøstermetoden kan måske holde økonomien på rette kurs, men den forringer løbende det økonomiske fundament. Jeg er glad for, at byrådet ved de seneste budgetforhandlinger har sørget for, at alt, der kunne undværes andre steder, er blevet kanaliseret over på velfærdsområderne. Jeg mener dog også, at vi kan komme tættere på hinanden: politikere, medarbejdere, brugere af offentlige tilbud, forældre og pårørende. Det kan vi ved at insistere på fælles vedtagne værdier for vores velfærdsinstitutioner. Det skal gerne højne arbejdsglæden og samtidig styrke fællesskabet om at skabe vores kommune.
Socialdemokratiet stikker ikke hovedet i busken, når det gælder havnens gæld. Det er heldigvis heller ikke muligt. Det er en opgave, vi død og pine skal løse sammen.
Kommunens gæld skal finansieres fra den samme kasse, som også finansierer alt andet. Jeg ønsker, at det – så vidt muligt – sker via engangsmidler i kommunens budget, frem for driftsmidler. Men uanset hvad, skal regningerne betales.
Jeg har ingen tabuer, så vi kan sagtens diskutere fordele og ulemper ved ejerskabet af Frederikshavn Havn og Frederikshavn Forsyning. Jeg mener allerede nu, at havnen hurtigst muligt skal ud af den kommunale drift og stå på egne ben – når det er muligt. Forsyningen har jeg ikke taget stilling til endnu, da det kræver en nærmere analyse.
Til sidst: Jeg kan forstå, at du føler, jeg ikke har svaret dig. Jeg læser stort set aldrig kommentarer på Facebook, så hvis du har skrevet der, har jeg ganske enkelt ikke set det. Men jeg vil garantere dig – og det er nærmest et valgløfte – at jeg altid svarer, hvis du skriver en sms, en mail eller en besked på min politiker-Facebook. Du får lige linket her: https://www.facebook.com/profile.php?id=61572522003548
Anders Brandt Sørensen
Borgmesterkandidat for Socialdemokratiet.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Inger Støtt har jo ret!' til en bekendt