Sofia Antonson, er ansat som koordinator ved kirken
Den Svenske Sømandskirke i Skagen fylder 100 år
2. september 2025 - kl. 7:45 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
– et århundrede som mødested for fiskere, turister og søfolk.
Når Den Svenske Sømandskirke i Skagen markerer sit 100-års jubilæum i år, er det historien om et hus, der gennem et helt århundrede har været et fast holdepunkt for både svenske vestkystfiskere og besøgende fra hele verden.
Havnen i Skagen blev indviet i 1907, og snart derefter begyndte mange svenske fiskere at bruge Skagen som deres ”anden hjemhavn”. Behovet for et samlingssted og et åndeligt hjem voksede, og i 1925 stod kirken færdig – tegnet af den svenske arkitekt Gustaf Ljungman med Ulrik Plesner som tilsynsførende.
– ”Den svenske sømandskirke blev bygget for at give de svenske fiskere et sted, hvor de kunne samles, finde hvile og have deres egen kirke,” fortæller Sofia Antonson, koordinator ved kirken. ”Det oprindelige formål var et permanent samlingssted, og det formål lever vi stadig op til, men i dag er det også blevet et historisk og kulturelt mødested for mange andre.”
Kirken rummer i dag både kirkesal, café, bibliotek og vandrerhjem. Den har gennem årene været ramme om bryllupper, dåb, konfirmationslejre og korrejser – og er en populær attraktion for både lokale og turister. Når de store krydstogtskibe lægger til i Skagen, holder kirken desuden specielt åbent for cruise-gæster, som gerne kommer ind og tænder et lys. Crew-medlemmerne fra skibene kigger også ofte forbi – her får de gratis kaffe og kan bruge kirkens wi-fi.
Fra nedlæggelse til nyt liv
Frem til slutningen af 1960’erne blev kirken drevet af Göteborg Stift og senere af Svenska kyrkan i utlandet (SKUT). Men i 2010 besluttede SKUT at lukke virksomheden – en beslutning, der skabte stor modstand.
– ”Der kom et ramaskrig, da man ville nedlægge kirken,” fortæller Sofia Antonson. ”Resultatet blev, at en særlig stiftelse overtog driften og inventaret. I dag driver vi kirken i samarbejde med Svenska kyrkan og andre trossamfund i en god økonomisk ånd.”
Kirken bemandes i dag af frivillige præster og musikere samt personale til caféen og vandrerhjemmet. Den holder åbent det meste af året – med ekstra aktivitet fra april til oktober.
Populær som vielseskirke
Kirken har i mange år været et populært sted at blive viet.
– ”I den periode, hvor vi havde en fastboende sømandspræst, havde vi op til 200 vielser på ét år,” fortæller Sofia Antonson. ”I dag har vi to svenske præster med vielsesret i Danmark, og vi hjælper gerne med alt det praktiske omkring den store dag.”
Udover vielser arrangerer kirken hvert år fejringer af den svenske nationaldag, midsommerfest og luciaoptog. I anledning af jubilæumsåret bliver luciaoptoget den 13. december kl. 19 noget helt særligt:
– ”Vi kalder det århundredets luciaoptog,” siger Sofia Antonson med et smil. ”Alle, der tidligere har været med, uanset alder, er inviteret til at gå med.”
Den svenske sømandskirke står i dag som et levende vidnesbyrd om stærke historiske bånd mellem Sverige og Skagen – og et sted, der fortsat summer af liv, musik og fællesskab 100 år efter, det første lys blev tændt.
– “Vi er meget afhængige af kollekt, donationer og gaver fra forsamlinger, organisationer og virksomheder,” slutter Sofia Antonson.
Programmet for festlighederne kommer i en artikel en af de kommende dage.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Den Svenske Sømandskirke i Skagen fylder 100 år' til en bekendt