Privatfoto.
Brovandeskolens 9. klasse på eventyr i Italien
4. september 2025 - kl. 6:30 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Søndag d. 7. september sætter 9. klasse fra Brovandeskolen i Skagen, 21 elever og 2 lærere, kurs mod Italien på en 12-dages rejse. Turen går til Rom, Napoli og Sorrento – og undervejs skal eleverne både opleve seværdigheder, spise italiensk mad og indsamle viden til deres projektopgave.
Rejsen er blevet mulig, fordi eleverne selv har indsamlet en stor del af pengene. Gennem deres madbod på skolen og småjobs rundt omkring i byen har de skaffet midler til turen. De har blandt andet omdelt kalendere for Skagensmægleren, streget sække på Fiskernes Fiskeindustri, solgt lodsedler for Lions Club og Bambusa-strømper.
I Rom venter de klassiske monumenter som Colosseum, Peterskirken og Forum Romanum. Her kan eleverne hente empiri til projekter om Romerriget, arkitektur og politik i oldtiden.
I Napoli-området er der fokus på både madkultur og naturkræfter. Byen regnes som pizzaens fødeby, og klassen får mulighed for at smage den ægte vare. Samtidig besøger de Pompeji, der blev dækket af aske under Vesuvs udbrud i år 79. En vandring op på selve vulkanen giver eleverne helt konkret stof til emner som naturkatastrofer og historiske begivenheder.
De sidste dage foregår i Sorrento, hvor der bliver tid til at opleve kystkulturen og reflektere over, hvordan hverdagsliv, traditioner og turisme former byen i dag.
Der arbejdes undervejs med forskellige emner, som skal bruges i projektopgaven efter hjemkomsten. Blandt temaerne er Romerriget, madkultur, fascisme, Pompeji og Vesuv. Lærerne håber, at turen vil give eleverne et levende afsæt for deres opgaver:
“Det gør en forskel at stå midt i historien, smage maden og se stederne med egne øjne. Det giver eleverne en helt anden forståelse, end de kan få fra en bog eller på internettet” fortæller klasselæreren, Louise Sund.
Eleverne selv ser også frem til rejsen:
Tristan ser især frem til at opleve den imponerende arkitektur fra Antikkens Rom, mens Valdemar peger på, at Italien er et spændende rejsemål med både historie og god mad – og han glæder sig til 12 oplevelsesrige dage. For Sofie betyder turen en mulighed for at styrke klassefællesskabet, og Majse glæder sig til at opleve nye ting og skabe nye minder. Mischa understreger, at det bliver klassens sidste lejrtur sammen, og derfor er fællesskabet noget helt særligt.
Efter 12 dage vender 9. klasse hjem til Skagen med både kufferten og notesbogen fyldt – klar til at omsætte oplevelserne til deres projektarbejde.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Brovandeskolens 9. klasse på eventyr i Italien' til en bekendt