Professionel omsorg er ikke minuttyranni – det er en profession

Professionel omsorg er ikke minuttyranni – det er en profession

12. september 2025 - kl. 8:13 - af

Som sygeplejerske ved jeg, at den professionelle omsorg er kernen i en værdig ældrepleje. Jeg har set, hvordan det gør en forskel, når der er tid til nærvær, faglighed og tryghed – og jeg har desværre også oplevet, hvordan presset på medarbejderne kan betyde, at omsorgen reduceres til standardopgaver. Det er ikke godt nok – hverken for de ældre eller for de ansatte.

Den netop offentliggjorde rapport om den kommunale hjemmepleje sætter desværre Frederikshavn kommune lavt, men trods alt positivt at de fleste brugere er tilfredse eller meget tilfredse med den kommunalt udførte hjemmepleje. Men det kan vi ikke som kommune være tilfredse med, fordi vi har så mange medarbejdere, som gør et fantastisk arbejde hver eneste dag.

Ældrepleje handler ikke kun om at hjælpe med medicin eller praktiske gøremål. Det handler om at møde et menneske med respekt og værdighed. Den opgave kræver faglighed og professionalisme, og derfor skal vi investere i bedre normeringer, flere faste medarbejdere og efteruddannelse.

Vi skal væk fra minuttyranniet og i stedet give plads til, at medarbejderne får det uddelegerede ansvar at tage udgangspunkt i det enkelte menneskes behov. Kun sådan kan vi sikre en omsorg, der bygger på relationer – ikke på skemaer.

Som socialdemokrat kæmper jeg for en ældrepleje, hvor vi kan være stolte af den omsorg, vi giver. Det skylder vi de mennesker, der har bygget vores samfund – og det skylder vi de ansatte, som hver dag går på arbejde med hjerte og faglighed. De udfører hver eneste dag et arbejde de kan og skal være stolte af, jeg er som politiker stolt af at bakke op om de medarbejdere der gør det så godt, trods deres vilkår.

Nogen vil sikkert spørge, hvor skal pengene komme fra og hvorfor har i ikke allerede gjort det? Mit svar er; pengene har vi ikke råd til at lade være med at finde, så det er en bunden opgave for et kommende byråd og hvorfor? – jeg ønsker at gøre tingene på en anden måde fremover.

En værdig alderdom er ikke noget, vi kan overlade til tilfældigheder. Det er et politisk ansvar – og det ansvar tager jeg som socialdemokrat gerne på mig.

Med venlig hilsen

Maria Gade Dorf

Medlem af Byrådet, Frederikshavn Kommune 

Næstformand i Børne- og Ungdomsudvalget og medlem af Kultur- og Fritidsudvalget

1 kommentarer til “Professionel omsorg er ikke minuttyranni – det er en profession” under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

1 kommentarer til “Professionel omsorg er ikke minuttyranni – det er en profession”

  • Vi har netop haft en sygeplejerske som borgmester i mere end 10 år, så det har åbenbart ikke været løsningen.
    Hun rendte forøvrigt af pladsen, da lokummet brændte.

Der er lukket for nye kommentarer...

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Professionel omsorg er ikke minuttyranni – det er en profession' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2026 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger