Brand på Fortidsminderne
24. september 2025 - kl. 17:12 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Klokken 16.00 mandag blev de lokale deltidsbrandmænd kaldt ud til en mindre brand ved Fortidsminderne (Nordjyllands Kystmuseum).
En ukrudtsbrænder havde været i brug omkring den historiske bygning ”Redningsstationen”, hvor den utilsigtet antændte noget græs. Museets personale reagerede hurtigt og alarmerede brandvæsenet.
Ved ankomsten kunne brandfolkene konstatere røgudvikling bag porten ind til redningsstationen. Da porten blev åbnet, viste det sig, at der var gået ild i græsset lige indenfor.
Inde i bygningen står en original redningsbåd fra Kandestederne, men heldigvis kom den ikke i fare. En ekstra dør mellem porten og båden beskyttede båden mod ild og røg.
Efter at have slukket branden og ventileret lokalet kunne brandfolkene forlade stedet.
Ingen personer kom noget til, og skaderne på museets område blev begrænset til det brændte græs og et par brædder i porten..
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Brand på Fortidsminderne' til en bekendt