
Foto: Frederikshavn Kommune
Moderaterne præsenterer fem kandidater til kommunalvalget i Frederikshavn Kommune
12. oktober 2025 - kl. 7:35 - af Jeanette Wildenhoft
De fem kandidater til kommunalvalget er spidskandidat og byrådsmedlem Lone Haugaard, Nikolaj C. Andersen, Morten Arvidsson, Frank Reeckmann og Kasper Kruse. Holdet går til valg på nær velfærd, stærke lokalsamfund, bedre service til erhvervslivet og en bæredygtig kommunal økonomi. Målet er konkrete løsninger i hele kommunen, fra skoler og pleje til trivsel, natur og bymidter.
Moderaternes kandidathold samler lokal erfaring fra byrådsarbejde, foreningsliv og erhverv. Fællesnævneren er praktiske løsninger tæt på hverdagen og respekt for borgernes tid.
Velfærden skal opleves tæt på borgerne: Lokale plejehjem, fortsatte skoler i de mindre byer og flere voksne omkring børn og unge. Samtidig skal fritid, kultur og idræt bruges strategisk til trivsel, fællesskab og forebyggelse i hele kommunen.
Erhvervslivet skal mødes af en kommune med klar servicekultur, hurtige svar og tydelige mål for sagsbehandling. Naturen og de lokale potentialer i både by og land ses som drivkræfter for tilflytning, turisme og arbejdspladser, samtidig med at rammerne for foreninger og frivillighed gøres enklere.
Udtalelser fra kandidaterne
“Mit mål er at skabe forandring gennem handling, og Frederikshavn kommune skal være attraktiv at bo i.”
Lone Haugaard, spidskandidat (M) og medlem af byrådet.
“Jeg vil arbejde for en udvidet servicekultur i kommune, hvor borgerne får hjælp, når de har brug for det, baseret på sund fornuft, god ledelse, dialog og tillid.”
Morten Arvidsson, kandidat (M).
“Jeg vil arbejde for at sikre en sund og bæredygtig økonomi, så udvikling på velfærdsområderne kan finansieres og ‘det gode liv’ opleves af borgere og tilflyttere.”
Frank Reeckmann, kandidat (M).
”Jeg stiller op med hjertet først og fødderne solidt plantet i mulden. Jeg kæmper for værdig ældrepleje, stærkere lokalsamfund, et erhvervsliv i balance – og en kommune, hvor frivillighed og fællesskab får plads til at vokse.”
Nikolaj C. Andersen, kandidat (M).
”Jeg stræber efter at øge livskvaliteten for børn og ældre og går ind i kampen for at få flere faguddannede pædagoger og lærere i skoler og institutioner.”
Kasper Kruse, kandidat (M).
Fakta/baggrund
– Fem kandidater: Lone Haugaard (spidskandidat), Nikolaj C. Andersen, Morten Arvidsson, Frank Reeckmann, Kasper Kruse
– Fokusområder: Lokal velfærd, børn og unge, servicekultur og smidig sagsbehandling, foreningsliv/kultur/idræt, natur og lokalt vækstpotentiale, ansvarlig økonomi
– Unge og byliv: Styrke uddannelser, ungemiljøer og levende bymidter i de tre hovedbyer
– Foreningsliv: Nemt at drive forening og få konsulentbistand; lokale faciliteter som samlingspunkt for sundhed og kultur
– Balance by/land: Naturen skal trække flere hertil, samtidig med ordentlige vilkår for landbrug, f.eks. oprensning af grøfter
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.



















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Moderaterne præsenterer fem kandidater til kommunalvalget i Frederikshavn Kommune' til en bekendt