Er Ålbæk under afvikling i Frederikshavn Kommune?
3. november 2025 - kl. 7:02 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Igen i år er emnet om at lukke plejehjemmet Levebo i Ålbæk kommet op, og jeg undrer mig om det blot er næste skridt i afviklingen af Ålbæk by?
Det første skridt var at Ålbæk Hjemme- og Sygepleje blev underlagt Strandby Hjemme- og Sygepleje, hvor flere arbejdspladser forsvandt i byen.
Emnet om at lukke plejehjemmet Levebo, men det er endnu lykkes os at beholde det. Politikerne fortæller at plejehjemmet bør lukkes som en del af en større spareplan, men det strider imod det som bliver fortalt på et møde i Social- og Sundhedsudvalget den 2. juni 2025; her bliver der under
pkt. 6 orienteret om at Frederikshavn Kommune i 2045 vil forvente et behov for 185-200 plejeboliger. Hvorfor så lukke et lokalt, velfungerende plejehjem? Ved at lukke plejehjemmet, vil vores ældre borgere skulle flytte til en anden by, en by uden nære relationer og trygge rammer.
Når man hører det sidste Byrådsmøde, hvor borgmesteren under pkt. 2 fortæller at der forventes et samlet mindreforbrug på 16,3 mio. kr. i driftsudgifter, hvis vi trækker de udvalg, hvor der forventes et merforbrug, vil der fortsat være 5 mio. kr. tilbage. Derudover forventes et mindreforbrug på 18,8 mio. kr. i anlægsudgifter. Jeg undrer mig derfor over forslaget om at lukke Levebo, frem for at udvikle det i stedet for og tænke langsigtet frem for her og nu.
Generelt er Ålbæk by under et pres. En PWC-rapport udgiver at nogle af de mindre skoler i Frederikshavn Kommune kan lukkes og hertil har flere politikere udtalt at de ikke kan garantere ikke at skulle lukke nogle skoler i den kommende byrådsperiode. Men hvilke, og hvorfor bliver det
fra politisk side ikke klargjort hvilke skoler der ligger i farezonen?
Derudover har vi, hvad der inden for det politiske, går under, Ålbæk-sagen. Denne sag er kommet i forbindelse med den nye haltilskudsmodel, hvor tilskuddet pludseligt blev reduceret med 500.000 kr. uden nogen form for tilpasningsmuligheder. Samtidig med dette står hallen i Ålbæk over for en
byggegæld med et årligt afdrag på 200.000 kr. samt en restgæld. En gæld, der skulle være blevet indfriet af kommunen eller tillægges driftstilskuddet. Vi har nu ventet på en løsning fra kommunen i snart 3 år.
Thomas Strauss Jensen
1 kommentarer til “Er Ålbæk under afvikling i Frederikshavn Kommune?” under annoncerne.



















Kære Ålbæk.
I har en dejlig by – og det mener jeg! I har en aktiv og levende by, I har handel, I har en skole og fremfor alt, har I skøn natur med strand tæt på.
Jeg fatter ikke, hvorfor I ikke vokser! I ligger i et smørhul arbejdsmæssigt (Hirtshals, Hjørring, Frederikshavn og ikke mindst Skagen), når man er ligeglad med kørsel. I har også gode, billige huse.
Jeg har ofte undret mig over, hvorfor eksempelvis de af vores rumænske familier, som køber hus, vælger at købe i Jerup og Frederikshavn for derefter at køre frem og tilbage her til Skagen på arbejde hver dag? Hvorfor ikke Ålbæk? Måske mangler der noget opsøgende arbejde, hvor man fortæller, hvad I egentlig har at byde på? Og det er altså ikke så lidt for børnefamilierne!
Vi vil helst beholde dem selv; men hvis de vil væk fra Skagen, så arbejd for, at de slår sig ned i jeres by.
Venlig hilsen
Jane Bengtsen