
Illustrationsfoto.
Husk forsikringen før din 17-årige sætter sig bag rattet
3. november 2025 - kl. 5:57 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Siden 1. juli har 17-årige med kørekort kunne sætte sig alene bag bilrattet i visse tidsrum. Det har medført øget frihed i familierne i Vendsyssel, men ifølge GF Forsikring er mange stadig i tvivl om forsikringsreglerne.
Det er blevet nemmere for 17-årige vendelboer at komme til uddannelse, lærepladser og fritidsaktiviteter, efter lovgivningen fra og med juli tillod dem at køre i bil alene mellem klokken 5 om morgenen og 20 om aftenen. Det er derfor vigtigt, at de unge bilister gør sig klart, hvilke konsekvenser det vil kunne medføre, hvis den 17-årige kører alene i bilen uden for det gældende tidsrum. Det forklarer Martin Rundager, der er direktør for Skadehjælp i GF Forsikring
– I ekstreme tilfælde kan man havne i situationer, hvor forsikringen slet ikke dækker, og det kan blive meget dyrt – især hvis man kommer til at forvolde skade på andre, så kan man pludselig stå tilbage med et erstatningskrav. I GF er det sådan, at hvis skaden sker i tidsrummet mellem 20 om aftenen og 5 om morgenen, hvor den 17-åriges kørekort ikke er gyldigt, kan det desuden medføre en væsentligt forhøjet selvrisiko, siger han.
Han understreger, at hvis der er andre omstændigheder involveret i et uheld – som fx hastighed, lysforhold, alkohol eller stoffer – så kan det forhold, at føreren har kørt uden gyldigt kørekort, indgå i vurderingen af, om der er tale om grov uagtsomhed. I sådanne tilfælde kan det føre til, at skaden afvises.
Skal huske klokken
Selvom 17-årige har fået friere rammer, skal der fortsat være en ledsager i bilen i tidsrummet mellem kl. 20.00 og kl. 05.00. Ledsageren skal være mindst 24 år og have haft kørekort i mindst 5 år. Særligt spørgsmålet om tidsrummet giver anledning til spørgsmål fra forsikringskunderne i Vendsyssel. Det oplever man hos GF Nord.
– Det kan for eksempel være om fritidsaktiviteter, som slutter omkring klokken 20, hvor den 17-årige i givet fald må køre alene dertil men ikke alene derfra. På det område er loven helt tydelig, men vi tager stadig gerne imod enhver type spørgsmål. Vi er bedst til at svare på det forsikringstekniske, men det kan også vise sig at være vigtigt at få afklaret. Målet må være, at alle er så godt dækket som muligt, hvis uheldet skulle være ude. Hellere et spørgsmål for meget end et spørgsmål for lidt, siger Tina Philipsen, daglig leder af GF Nord.
I det medlemsejede GF Forsikring gælder det solidariske princip om overskudsdeling, som betyder, at alle GF-medlemmer får del i et evt. overskud, når regnskabet gøres op sidst på året – uanset om man i årets løb har haft en skade eller ej. Det vil sige: Jo færre skader og omkostninger i årets løb, jo mere overskud er der til alle. Så når GF Forsikring løbende giver medlemmerne gode råd om, hvordan de bedst forebygger skader, er det hjælp til selvhjælp – både menneskeligt, samfundsmæssigt og økonomisk for den enkelte.
FAKTA: Husk at registrere dig korrekt
Prisen på en bilforsikring bliver blandt andet beregnet ud fra alder og erfaring hos den, som er bilens registrerede brugere. Derfor er det vigtigt, at brugerne er korrekt registreret i Motorregistret.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.



















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Husk forsikringen før din 17-årige sætter sig bag rattet' til en bekendt