Besparelser truer TUBAs vigtige arbejde

Besparelser truer TUBAs vigtige arbejde

15. november 2025 - kl. 7:25 - af

I Danmark vokser hvert 10. barn op i en familie med alkoholmisbrug. Ikke overraskende har vi her i Frederikshavn Kommune vores andel af disse unge mennesker. Men hos organisationen TUBA får børn og unge hjælp til at tackle de udfordringer det giver, når starten på livet har været svær. TUBAs arbejde finansieres blandt andet af kommunalt tilskud, men også via et tilskud fra Social- og Boligministeriet, som desværre pr. 1/9 2025 og 3 år frem er skåret med 1/3. Allerede nu ser de unge ind i en ventetid på 1-1.5 år for at komme i behandling, men grundet besparelserne kan de fremover se ind i endnu længere ventelister, hvilket kan få de konsekvenser, at belastningerne stiger.

Ikke mindst på det tidspunkt i de unges liv, hvor de har et ønske om selv at stifte familie, mærker de deres byrde i form af frygten for, om de mon selv vil komme til at gentage de destruktive mønstre som deres egne forældre udsatte dem for som børn. Lige her har de allermest brug for TUBAs livsforandrende behandling. I TUBA Danmarks årsmagasin for 2024 kan ses, at 47% af de unge oplever, at deres bedsteforældre også havde et misbrug, hvor den destruktive adfærd går gennem generationer.

TUBAs indsats skal ses som en del af kommunens større mål om at skabe de bedste forudsætninger for at trives som familie i vores kommune. Samtidig er det altafgørende, at vi aldrig forsømmer det forebyggende arbejde. For det er netop her, vi får fat i roden af de sociale problemer, så vi kan bryde den sociale arv. Ingen unge mennesker skal bære sådan en tung byrde fra deres barndom alene – det er vores ansvar at sikre, at de får de samme mulighed for alle andre unge. Uanset deres baggrund. At investere yderligere i forebyggelse handler ikke kun om at forebygge misbrug. For et misbrug kommer sjældent alene. Børn og unge fra disse hjem oplever ofte overlappende udsatheder – som fx fattigdom, psykisk sygdom, vold, kriminalitet m.v. Det er meget positivt, at det lykkes en organisation som TUBA at opspore så mange unge, der ellers risikerer at falde ud af systemet, fordi de ofte ikke har tillid til at rette henvendelse til kommunen.

I Enhedslisten Frederikshavn-Læsø mener vi, at det er nødvendigt at øge støtten til TUBA. Vi vil derfor arbejde aktivt for at finde flere midler til organisationens arbejde, herunder at øge det kommunale tilskud, så flere unge får den hjælp, de har brug for.

Jonas Sivesgaard – Enhedslisten Frederikshavn-Læsø

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Besparelser truer TUBAs vigtige arbejde' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2026 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger