Peter Sørensen foran parkeringspladsen hvor der bliver plads til 32 biler.
”Uoprettelig skade” er rettet op
16. november 2025 - kl. 8:49 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Under overskriften ”Uoprettelig skade” beskrev en borger her i Avisen, den 16. september 2025, hvordan pladsen foran Træningscentret på Hans Baghs Vej var blevet ”raseret” i forbindelse med anlæg af ny parkeringsplads til hjemmeplejens biler.
Tak for opråbet.
For som jeg skrev i kommentar til artiklen, havde jeg jo selv været med til at beslutte anlægget af ny p-plads. Jeg lovede derfor, at jeg ville undersøge sagen nærmere og om muligt påvirke processen.
Det første jeg fandt ud af var, at planen var at asfaltere hele pladsen, og så lade den fine skulptur stå i et hjørne. Jeg tog derfor sagen op i Økonomiudvalget og her var der hurtigt enighed om, at det ikke var den rigtige løsning.
Så med henvisning til Skagen Kommunes gamle SMÆK-E værdier (Æ står for æstetik) lykkedes det, at ændre planen til en harmonisk og (er jeg sikker på) flot parkeringsplads, som er i harmoni med den bestående plads ved Rygcentret.
Skulpturen flyttes hen under den gruppe af høje fyrtræer, lidt til højre for pladsen. Jeg håber det er en rigtig placering af den, for jeg tror Svend Danelund lavede figuren til en placering i ly af træer, sådan som den oprindelig var placeret? Og er det ikke en rigtig placering, må jeg tage skylden for det.
Jeg håber der også er plads til en (i mine øjne) positiv historie, midt i disse tider. Og allermest håber jeg på, at vi kan stå sammen om fortsat at arbejde for det gode gamle begreb ”æstetik”.
Det er vigtigt for vores by og vores selvforståelse.
Venlig hilsen Peter Sørensen, Det konservative Folkeparti
5 kommentarer til “”Uoprettelig skade” er rettet op” under annoncerne.
















Kære Peter Sørensen.
Det er næsten ikke til at holde ud at læse dit rørende forsvar for ”æstetikken”, når man tænker på din dømmekraft og moral i musikstøjsagen.
Du fremhæver SMÆK-E-værdierne og fortæller stolt, hvordan du har reddet en parkeringsplads fra at blive ”uopretteligt skadet”. Det er fint. Men det gamle SMÆK-E stod også for miljø. Den del glemte du – og kæmpede aktivt for skulle overses – da musikstøjen i midtbyen år efter år fik lov at løbe løbsk.
Resultatet kender alle: En midtby forvandlet til partylignende tilstande, hvor Skagens ”kvalitet, miljø og æstetik” forsvandt i takt med de manglende dB-målinger og løfter, der aldrig blev indfriet.
Derfor bliver kontrasten til dit læserbrev lammende tydelig:
Når der er tale om en parkeringsplads, står du fast på æstetikken.
Når der er tale om borgernes helbred, retssikkerhed og lovpligtig miljøkontrol – så forsvinder principperne.
Måske er det dér, Skagen i virkeligheden har lidt ”uoprettelig skade”.
P.S. Det lyder som om du har gjort alt arbejde og hvad den den bygningskultur I tilladt nedrevet?
Godt så. Skulpturen får heldigvis en mere smagfuld placering, end det så ud til. Men hvad med TrÆERNE. For slet ikke at snakke om de indvendige fasciliteter på Træningscentret?
Og er det rigtigt forstået at Hjemmeplejen fra nu af har til huse der, er bilerne og parkering vist den egentlige vinder i denne tragedie.
Vh Marianne Bindslev
Ja blind høne kan også finde et korn, men nu har Peter og Jens Borup også fået deres navn på deres biler med store bogstaver, så de kan finde deres egen bil, når de har været ved købmanden.
Det går jo ikke for godt i Byrådet, hvor de har udsted garantier for mere en 4,1 milliard kr. i deres uvidenhed til Havnen og ikke mindst Forsyningen
mvH
Poul
Modellen er for øvrigt Inger Kjær Bertelsens far, Leonhard Harry Thieleman Olsen.
Han var gasværksarbejder, og det var på Gasværket, Svend Danelund fandt mange af sine motiver, og her Harry Olsen blev model for ham.
Peter Sørensen har helt ret i, at skulpturen selvfølgelig skal stå i skyggen af nogle træer.
Ærgerligt de gamle træer blev unødigt fældet; men det her hjælper på skaden, der skete.
Jeg bliver lidt glad, når der både er plads til ros af administrationen og det politiske samspil, i samme sag.
Svend Danelunds skulptur “Hvile” får “nye” træer at hvile under og som en uventet sidegevinst får Niels Helledies skulptur “Brolæggerjomfru” pludselig en respektfuld placering, helt uden at blive flyttet.
Det er da en god historie, midt i manges jagt på dårlige historier.