Anders Brandt – Det blev ikke til en bred konstituering
27. november 2025 - kl. 17:19 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
”Det blev ikke til en bred konstituering, men nu ved vi hvor vi står, og arbejdet går videre.” Således indleder den socialdemokratiske borgmesterkandidat Anders Brandt Sørensen sin Facebook-profil med en kommentar til dagens udmelding om den forestående nye politiske konstituering i Byrådet.
Samtidig lyder et tillykke til Jon Andersen som ny borgmester. ”Jeg ønsker ham alt det bedste, for vi skal jo alle sammen lykkes med at udvikle vores dejlige kommune,” lyder det anerkendende fra Anders Brandt Sørensen.
Ikke meldt os ud af forhandlingerne
Anders Brandt forklarer dernæst lidt om processen, som han har oplevet den.
”SF og Socialdemokratiet har på intet tidspunkt meldt os ud af forhandlingerne. Vi har haft to gode møder med Jon (Andersen, red.) og John (Lamp Henriksen, red.), og sent tirsdag aften skrev vi, at vi anerkendte Jon som borgmester, og at vi gerne ville være med i en fælles bred konstitueringsaftale. Uden krav. Uden drama. Bare fælles ansvar, som vi i fællesskab skal formulere. Fordi det er politikken, der er vigtigst for os!”
”Torsdag morgen fik vi så besked om, at der ikke var interesse for en bred løsning. Det er ærgerligt. For en kommune som vores står stærkere, når alle partier er med ved bordet,” udtaler Anders Brandt.
Arbejdstøjet er på
Anders Brandt Sørensen skriver videre: ”Men nu ved vi hvor vi står, og så går vi videre. For vi har aldrig fået noget forærende heroppe. Vi er vant til at arbejde for resultaterne. Og det gør vi igen.”
”Vi kommer til at kæmpe for de målsætninger, vi gik til valg på. Det er bl.a. stærkere lokalsamfund, stabil og velfungerende ældrepleje, bedre muligheder for familierne og et sted, hvor folk har lyst til at bo og blive. Og alt det andet ind i mellem. Fordi vi har rigtig mange områder, hvor vi skal have vores fokus.”
”Så lad os droppe kampen om fortællingen og i stedet vinde kampen om fremtiden for vores kommune.
Arbejdstøjet er på,” slutter Anders Brandt Sørensen.
Tekst: Per Rye

















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Anders Brandt - Det blev ikke til en bred konstituering' til en bekendt