Foto: Frederikshavn Handelsskole
Gratis foredrag for forældre og teenagere om opioider
12. december 2025 - kl. 6:16 - af Jeanette Wildenhoft
Den 18. december fra kl. 16.30 – 18.00 inviterer Frederikshavn Kommune og Frederikshavn Handelsskole til gratis foredrag med Maj Nygaard fra Aarhus Universitet om unge og opioider.
Knap hver tiende af unge mellem 15 og 25 år er blevet tilbudt opioider, som ikke var ordineret af en læge, viser tal fra Center for Rusmiddelforskning. For nylig kunne et afsnit af DR-programmet Kontakt illustrere, hvordan det tog ét minut at få kontakt til en pusher med opioider via de sociale medier.
Frederikshavn Kommune og Frederikshavn Handelsskole inviterer forældre og unge til at blive klogere på den nyeste forskning og få konkrete værktøjer til at gøre en positiv forskel. Foredragsholder Maj Nygaard er én af forskerne bag undersøgelsen Unge og opioider – Danske unges veje ind i og ud af brug og afhængighed udgivet i november 2024 af Center for Rusmiddelforskning, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet.
Unge med et højt forbrug af rusmidler har mindre chance for at gennemføre en uddannelse og større risiko for at udvikle misbrug. Som forælder har man betydelig indflydelse på sit barns forhold til rusmidler.
Foredraget foregår på Frederikshavn Handelsskole, Kirkegade 9 den 18. december kl. 16.30 – 18.00.
Det er gratis og kræver ingen tilmelding.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Gratis foredrag for forældre og teenagere om opioider' til en bekendt