
Udvikling eller afvikling af Ålbæk?
15. december 2025 - kl. 7:22 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Ålbæk Handels- og Håndværkerforening er en upolitisk forening, der arbejder for udvikling af Ålbæk by, lokalsamfund og handelsliv.
Siden 2021 har foreningen i samarbejde med Frederikshavn Kommunes Center for Teknik og Miljø arbejdet målrettet med nye lokalplaner for Nordbyen, Midtbyen og Ålbæk Havn – med det klare formål at fremtidssikre Ålbæks positive udvikling.
Planerne er nu konkretiseret. For Nordbyen handler det om at skabe bedre muligheder for bolig og kombineret bolig/erhverv samt at ændre områder, hvor der i dag er boliger i industriområder, til bolig- eller bolig/erhvervsområder. For Midtbyen er ønsket blandt andet at give mulighed for højere bebyggelsesprocenter og godkendelse til mere specifikke anvendelser.
“Vi har udarbejdet et konkret oplæg i tæt dialog med byplanlæggerne i Center for Teknik og Miljø. Det har været en god og konstruktiv proces,” udtaler næstformand Niels Højer Jørgensen.
Den 1. december 2025 var Ålbæks planer på dagsordenen i Plan- og Miljøudvalget. Forud for mødet havde Center for Teknik og Miljø indstillet, at der som en indledende del af planprocessen skulle gennemføres en 8 ugers for-offentlighedsfase – præcis som planloven lægger op til. Plan- og Miljøudvalget anbefalede indstillingen, men uden flertal (3-2).
Mindretallet stemte imod med den begrundelse, at de ikke ønskede at sende noget i for-offentlighed, som udvalget ikke havde kendskab til. Hvad der konkret manglede, står imidlertid uklart.
Sagen gik herefter videre til Økonomiudvalget den 10. december, hvor planerne blev afvist. Dermed fik modstanderne fra Plan- og Miljøudvalget flertal, og endnu engang blev Ålbæks udviklingsplaner sat på pause.
Konsekvensen er, at vigtige planer for byens fremtid skubbes endnu længere ud i horisonten. Desværre oplever vi, at der er politiske kræfter, som ikke ønsker udvikling i de mindre lokalsamfund.
Kære politikere: Ålbæk er en by i udvikling. Virksomheder etablerer sig, og nye borgere flytter til. Men det er svært at skabe fremdrift, når langsigtede planer igen og igen parkeres på sidelinjen. Det gavner hverken lysten til investeringer, bosætning eller engagement – og det bringer ikke Ålbæk fremad.
På Ålbæk Handels- og Håndværkerforenings vegne,
Niels Højer Jørgensen, Næstformand.
1 kommentarer til “Udvikling eller afvikling af Ålbæk?” under annoncerne.
















Jeg er ked af, at vi skal skydes i skoen, at vi ikke vil udvikling i Aalbæk. Intet kan være mere forkert.
I den konkrete sag bliver vi spurgt om vi vil sende “noget” i offentlig høring?
“Hvad drejer det sig om?” spørger vi om, men det eneste vi har er 2 kort der viser hvor Aalbæk ligger. Det vidste vi godt, og vi mente ikke det egnede sig til offentlig høring.
Derfor har vi sendt sagen retur, med krav om, at vi vil vide hvad det er vi sender i høring. Det synes vi er seriøs politik, for vi “lægger jo navn til” at der er noget vi gerne vil have borgernes mening om.
Nu skrives der her om “godkendelse af specifikke anvendelser”. Vi aner ikke hvad det omfatter.
Håber det giver forståelse af, at vi som politikere har et ansvar og at vi tager både det og Aalbæk alvorligt.