
Arkivfoto
Demokratisk Forum ønsker Byrådets behandling af spørgsmål om havneaftale
25. januar 2026 - kl. 6:14 - af Jeanette Wildenhoft
Til det første regulære møde i det nytiltrådte Byråd foreligger der et spørgsmål fra borger Lars Ovesen Larsen, som på vegne af arbejdsgruppen Demokratisk Forum for Frederikshavn Kommune spørger ind til, hvad der betegnes som ”legaliteten af tidligere økonomiudvalgs beslutning om indgåelse af 50-årig aftale mellem Frederikshavn Kommune / Frederikshavn Havn og Stena Line om drift af færgehavnen.”
Demokratisk Forum henvendte sig også i efteråret 2025 og fik efterfølgende et skriftligt fra svar daværende borgmester Karsten Thomsen (A).
Lars Ovesen Larsen anfører i den nye henvendelse, at det især er svaret om den politiske behandling af aftalen, der giver anledning til nye spørgsmål til det nuværende byråd.
Demokratisk Forum sætter spørgsmålstegn ved, om det er økonomiudvalget, der har beslutningskompetencen. Den tolkning mener man fra spørgerens side er i strid med havneloven. Det påpeges fra spørgerside, at beslutninger må henhøre under kommunalbestyrelsen. Det fremhæves, at økonomiudvalgets 7 medlemmer udgør mindre end ¼ af Byrådets 29 medlemmer.
Der spørges derfor bl.a. om, hvorvidt beslutningen er lovlig juridisk set. I henvendelsen hedder det: ”Hvordan kan de 22 byrådsmedlemmer, der ikke var medlem af økonomiudvalget stå til ansvar overfor vælgerne uden at have haft mulighed for at godkende / afvise eller stille spørgsmål til administrationens sagsfremstilling og indstilling?”
Der anmodes derfor om, at svarene med begrundelse i aftalens dimensioner og borgernes interesse i aftalens betydning for havnes fremtidige økonomi, behandles af Byrådet.
Tekst: Per Rye
4 kommentarer til “Demokratisk Forum ønsker Byrådets behandling af spørgsmål om havneaftale” under annoncerne.

















Kære Peter Sørensen
Du skriver, at selvstyrehavnen havde en ekstern bestyrelse, men der sad 2 medlemmer fra kommunen:
Fra 1. januar 2022 og frem (i hvert fald gennem 2023/2024):
June Menne og John Lamp Henriksen.
I perioden 2018–2021 (frem til udpegningen pr. 1. januar 2022):
Jytte Niemand Høyrup og Anders Brandt Sørensen.
Ved omdannelsen til kommunal selvstyrehavn (byrådsbeslutning 30. april 2014):
Jens Hedegaard Kristensen og Anders Broholt/Broholm
Gælden var kommunens ja – men hvem var skyldig?
Det blev aldrig belyst – heller ikke i advokat rapporten.
Der var kø ved håndvasken dengang. Det er der åbenbart stadig.
Til Hanne;
“Der er tale om en meget stor misforståelse” i P. Sørensens kommentar. Du har da IKKE i din kommentar påstået at Frh.Havns gæld ikke er hele kommunens gæld. Tværtimod (“os alle”)
Til Peter:
Det lyder som om du mener at det er fint at gælden nu er “blevet synlig for borgerne”. Hvordan kan det så være at du håber at havnen (du mener formentlig Frh. Havn) snart igen kan “udskilles”? Mener du dermed at gælden så bliver usynlig for borgerne igen? Selv om gælden i den bette havn dernede sydpå er og har altid været hele kommunens gæld.
Hvordan har du iøvrigt tænkt dig at man kan “komme videre” med en “normal” selskabs-konstruktion. Man kan da ikke oprette et “normalt” selskab med en milliardstor negativ egenkapital.
Hokus-Pokus eller hvad ?
Poul Jenne
Kære Hanne
Der er tale om en meget stor misforståelse i din kommentar. Gælden i Frederikshavn Havn har altid været hele kommunens gæld.
Da det var en selvstyrehavn var det en ekstern bestyrelse som “håndterede” kommunens økonomi omkring havnen. Nu har vi taget det ansvar ind i kommunen så gæld og afvikling af samme er blevet synlig for borgerne.
MEN
Gælden er og har altid været kommunens, uanset hvilken kasse den har ligget i.
Jeg håber snart, at havnen kan udskilles af kommunen som selvstændigt selskab (ikke kommunalt selvstyre men en “normal” selskabskonstruktion) så vi kan komme videre.
Yderst spændende hvad svaret/afgørelsen bliver! Ville være dejligt at slippe fri af den kolossale gældsforpligtelse, havnen i Frh. har påført os alle i kommunen. Tænk om der kunne komme forbedringer i økonomien for børneinstitutioner, skoler og ældrepleje!