
Kommunen søger ny direktør til øverste ledelse
8. marts 2026 - kl. 5:28 - af Jeanette Wildenhoft
Frederikshavn Kommune har indtil nu haft 4 direktører i den øverste administrative ledelse. Men fra den 1. april tiltræder Rikke Albrektsen en ny stilling i Aalborg som direktør for Reform og Sundhed.
Rikke Albrektsen skal dermed stå i spidsen for sundhedsreformen og omstillingen af det nordjyske sundhedsvæsen.
Det betyder samtidig, at der kun er 3 direktører tilbage i den kommunale administration: kommunaldirektør Thomas Eriksen samt direktørerne Lone Becker Kjærgaard og Mette Jeppesen.
Udvalget for Økonomi og Strategi har på udvalgets møde den 5. marts godkendt, at der skal tages beslutning om proces for ansættelse af en ny direktør med henblik på ansættelse snarest muligt.
Det foreslås, at der indgås aftale med eksternt rekrutteringsfirma i forhold til rekrutteringsopgaven – herunder udarbejdelse af stillings- og kompetenceprofil, stillingsopslag, alle administrative funktioner mv. Udgifterne hertil forventes at være ca. 150.000-200.000 kr. Stillingen foreslås opslået i fire uger fra uge 14 til uge 18, hvor ansøgningsfrist vil være udgangen af april.
Den første samtale afholdes efter planen den 4. maj, mens anden samtale planlægges afholdt ugen efter den 11. maj. Endelig godkendelse af ny direktør sker på møde i Udvalget i Økonomi og Strategi den 20. maj. og i byrådet den 27. maj.
Ansættelsesudvalget forslås at udgøre Udvalget for Økonomi og Strategi, Direktionen, repræsentanter fra HovedMED samt en centerchef.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kommunen søger ny direktør til øverste ledelse' til en bekendt