Uacceptabel begrænsning af demokratiet

Uacceptabel begrænsning af demokratiet

24. marts 2026 - kl. 5:45 - af

Op til valget blev Skagen Byting mere eller mindre forhindret i at benytte kulturhus Kappelborg til et vælgermøde. Afgørelsen herom er truffet administrativt i Frederikshavn Kommune.

Dette har uden tvivl været en væsentlig grund til, at SF i Frederikshavn Kommune til det kommende byrådsmøde den 25. marts fremsætter en initiativsag til drøftelse i Byrådet.

Det har tidligere været sådan, at lokalerne ved byrådssalen kunne benyttes af partierne til mødeaktiviteter. SF påpeger, at det tidligere det tidligere Byråd med Birgit Hansen som borgmester satte en ære i at stille lokalerne til rådighed for politiske aktiviteter. Deraf navnet Demokratiets Hus.

”Nu har forvaltningen egenrådigt besluttet at begrænse partiernes brug af mødelokalerne. Det er oveni købet kommet så vidt, at bibliotekerne, som tidligere lagde hus til f.eks. meget velbesøgte valgmøder, ikke længere efter forvaltningens opfattelse skal kunne rumme denne funktion,” skriver SF.

Bør ikke være forvaltningens afgørelse
Efter SF’s opfattelse er det en uacceptabel begrænsning i partiernes demokratiske udfoldelsesmuligheder i Frederikshavn.
SF fastslår, at det ikke tilkommer forvaltningen at træffe en sådan beslutning, og SF vil derfor foreslå, at Byrådet omgør forvaltningens afgørelse, og at såvel mødelokalerne ved byrådssalen som bibliotekerne igen kan rumme politiske aktiviteter uden forvaltningsmæssige begrænsninger.

En folkeoplysende aktivitet
”Vi er i SF helt med på, at de enkelte politikere i forbindelse med valgkampsaktiviteter ikke skal løbe kommunale institutioner på dørene for at agitere, men når det gælder tværpolitiske valgmøder, hvor alle partier er indbudt til at deltage, bør det betragtes som en folkeoplysende aktivitet, der rettelig hører hjemme i lokaler der normalt tjener dette formål!” lyder det fra SF.

SF anmoder derfor Byrådet om – som en initiativsag – at diskutere den beskrevne problematik og anbefale, at forvaltningen udarbejder klare retningslinjer, der muliggør, at fremadrettede politiske aktiviteter i lighed med tidligere kan finde sted i kommunale lokaler.

Tilsvarende fra Socialdemokratiet
Et land som Danmark – med dybe demokratiske rødder – må ikke tage demokratiet og pluralismen for givet. ”Vi skal fortsat kunne bryste os af, at vi er et land, hvor indbyggerne engagerer sig,” lyder det i et lignende oplæg fra Socialdemokratiet.

Det er efter partiets opfattelse afgørende, at kommunen giver reelle fysiske rammer til det frie ord og den åbne demokratiske samtale.

På den baggrund foreslår Socialdemokratiet, at der udarbejdes en sag, der gør det muligt, at kommunale kulturhuse, samlingssteder og biblioteker kan bruges af foreninger til at afholde politiske møder på alle tidspunkter af året, og at det sker på en måde, hvor kommunen alene stiller krav om mangfoldighed og ligelig repræsentation. Samtidig er det væsentligt, at reglerne er ens for alle, og at der ikke kan træffes enkeltstående afgørelser af borgmester eller andre uden ophæng i en klar byrådsbeslutning.

Demokratiske kommunale rammer
I forlængelse heraf indstiller Socialdemokratiet, at Byrådet anmoder forvaltningen om at udarbejde en samlet sagsfremstilling med retningslinjer, der praktisk afklarer, hvordan kommunale kulturhuse, biblioteker og andre relevante samlingssteder kan stilles til rådighed for politiske arrangementer.

Det skal desuden tydeliggøres, at alle politiske aktører behandles efter samme regler, at adgangen bygger på principperne om mangfoldighed og lighed, og at fremtidige afgørelser ikke alene kan bero på individuelle vurderinger eller enkeltpersoners beslutninger, men på et tydeligt politisk mandat i byrådet.

”Initiativsagen har til formål at sikre gennemskuelighed, demokratiske rammer og et godt fundament for den politiske samtale i kommunen, som samtidig understøtter muligheden for at mødes om politik i neutrale, kommunale rammer året rundt,” lyder det afslutningsvis fra Socialdemokratiet.

Tekst: Per Rye

1 kommentarer til “Uacceptabel begrænsning af demokratiet” under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

1 kommentarer til “Uacceptabel begrænsning af demokratiet”

  • Beslutningen blev, at begge initiativsager blev sendt til behandling i Udvalget for Økonomi og Strategi

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Uacceptabel begrænsning af demokratiet' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2026 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger