Mere end en time tidligere end planlagt anløb AIDAnova Skagen Havn i fantastisk vejr.
AIDAnova fortsætter med at dominere krydstogtturismen i Skagen
29. april 2026 - kl. 7:16 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Her til morgen lagde det store krydstogtskib AIDAnova til kaj i Skagen Havn med 6020 passagerer ombord. Selvom det er et imponerende antal gæster, ligger det faktisk en smule under, hvad skibet normalt bringer med sig.
I løbet af sidste år besøgte AIDAnova Skagen 13 gange og medbragte i alt mere end 83.000 passagerer. Det svarer til et gennemsnit på knap 6400 gæster per anløb. Rekorden for flest passagerer på et enkelt krydstogtanløb i Skagen tilhører også AIDAnova, som den 13. august sidste år havde hele 6.655 gæster ombord.
Også i år er der planlagt 13 anløb af AIDAnova, og meget tyder derfor på, at skibet igen vil blive sæsonens største bidragyder til krydstogtturismen i Skagen.
Størstedelen af passagererne ombord er tyske turister.
Skibet forlader Skagen igen klokken 18.00 med kurs mod København. AIDAnova vender tilbage til Skagen næste gang den 13. maj.
Allerede på lørdag får Skagen endnu et krydstogtbesøg, når Sapphire Princess lægger til havn.

















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'AIDAnova fortsætter med at dominere krydstogtturismen i Skagen' til en bekendt