Arkivfoto.
Skagboerne inviteres til grundlovsmøde på Kystmuseet
2. juni 2026 - kl. 5:40 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Den 5. juni 2026 er grundlovens 147. fødselsdag – og det kan skagboerne fejre på Kystmuseet i Skagen, P.K. Nielsens Vej 10.
Skagen Byting og Kystmuseet har samarbejdet om at sørge for et familievenligt program. I dagens anledning er der gratis adgang til Kystmuseet.
Grundlovstalen holdes i år af Peder Key Kristiansen, der er tidligere medlem af Nordjyllands Regionsråd og nu socialdemokratisk folketingskandidat, dog uden at opnå valg til det folketing vælgerne sammensatte den 24. marts i år.
Programmet indledes fredag kl. 14 med velkomst af Bytingets nyvalgte formand, Emma Mercedes Riis. Hele to kor bidrager til underholdningen, nemlig mandskoret ”Gasterne” og musikskolens børnekor. Billedkunstneren Maja Johanne Lauesen sætter børnene i gang med kreative aktiviteter.
Grundlovstalen holdes ca. kl. 15. Deltagerne opfordres til at tage tæpper, stole eller andet at sidde på med, så de kan nyde programmet i museets hyggelige have.
Kystmuseets café er naturligvis åben og sælger varme og kolde drikke samt kager.
”Vi håber at mange familier lægger vejen forbi Kystmuseet den 5. juni. Mon ikke grundlovstaleren også kommer ind på, hvordan vores demokratiske forfatning klarer sig under de aktuelle politiske udfordringer”, siger Emma Riis, formand for Skagen Byting.
Hvis vejrforholdene gør det umuligt at opholde sig i haven, rykker arrangementet indendøre.
Skagen Byting er en borgerforening, der arbejder for byens fortsatte udvikling i samarbejde med kommunen og andre foreninger.
Bytinget kan kontaktes på mailadressen formand@skagenbyting.dk.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Skagboerne inviteres til grundlovsmøde på Kystmuseet' til en bekendt