Alle inviteres med til WCSG2026 City Run

Alle inviteres med til WCSG2026 City Run

4. juni 2026 - kl. 4:38 - af

Når World Company Sport Games 2026 til sommer samler deltagere fra hele verden i Frederikshavn, bliver det med sport, fællesskab og internationale oplevelser i centrum. Men et af eventets helt særlige højdepunkter bliver et stort City Run gennem Frederikshavn – og her inviteres lokale borgere nu til at være med.

Lørdag den 13. juni bliver der afviklet både 5 km og 10 km City Run i hjertet af Frederikshavn som en festlig afslutning på fire intense dage med sport og aktiviteter i hele kommunen.

Startskuddet lyder foran Frederikshavn Rådhus, og ruten fører deltagerne gennem gågaden og flere af byens centrale områder, inden løbet afsluttes ved Arena Nord, som er hovedcentrum for World Company Sport Games 2026.

“Vi håber, at rigtig mange lokale får lyst til at være med. City Run bliver noget helt særligt, fordi man kommer til at løbe side om side med deltagere fra hele verden og mærke den internationale stemning helt tæt på”, siger Per Malmberg fra Arena Nord.

World Company Sport Games 2026 samler deltagere fra mere end 25 nationer og omfatter 29 forskellige sportsgrene. Eventet arrangeres i et samarbejde mellem Arena Nord, Dansk Firmaidræt, Frederikshavn Kommune og Sport Event Denmark på vegne af The World Federation for Company Sport (WFCS).

For deltagerne ved WCSG2026 er City Run samtidig den officielle afslutning på eventets sportsprogram, hvor alle sportsgrene samles i én fælles aktivitet.

“City Run handler ikke kun om tider og resultater. Det handler også om fællesskab, oplevelser og om at skabe liv i byen. Derfor er vi rigtig glade for, at lokale borgere også får mulighed for at være en del af det”, siger Per Malmberg.

Løbet er åbent for alle, og der kan vælges mellem både 5 km og 10 km distancer. Tilmeld dig her

World Company Sport Games City Run arrangeres af Coast2Coast i samarbejde med Arena Nord/Frederikshavn.

World Company Sport Games 2026 afvikles i Frederikshavn Kommune fra den 10.-14. juni 2026.
Bag afviklingen af sportsgrenene står en lang række lokale foreninger og frivillige, som gennem længere tid har været med til at planlægge og forberede World Company Sport Games 2026.

I skrivende stund er mere end 550 personer allerede tilmeldt løbet.

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Alle inviteres med til WCSG2026 City Run' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2026 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger