Handel i Skagen

Handel i Skagen

8. juni 2026 - kl. 5:09 - af

Jeg ville gerne som skagbo og politiker, der repræsenterer SF, have deltaget i Skagen Handels møde i dag den 8. juni, men er desværre forhindret. Også for vores vedkommende ønsker vi levende midtbyer, så det er et godt initiativ, der er taget. Jeg ser frem til at læse et referat fra mødet.

Vi mener, at hver by i Frederikshavn Kommune skal ses på som unik med sit eget præg at tage hensyn til; men der er samtidig fælles forhold, vi har taget stilling til. De fejl, man tidligere har lavet, kan sjældent gøres om; men så må man tage den derfra.

Internethandel er kommet for at blive. Det er efterhånden få, som kan sige sig fri for at bruge den mulighed i større eller mindre grad. Det vil ændre byerne, og derfor er det vigtigt med en holdning til, i hvilken retning man ønsker, den udvikling skal bevæge sig.

SF er af den generelle overbevisning, at det er af afgørende betydning, at man har dagligvarehandel i midtbyerne. Er man nede for at købe ind, får man måske lyst til lige at slå et smut op og ned ad indkøbsstrøget og blive inspireret til et eller andet køb. Byer, der konsekvent lægger alle dagligvareindkøb uden for bymidten, har ofte vist sig langsomt at pine livet ud af centrum.

De dagligvarehandler, man har i Skagen uden for bymidten, har været historisk nødvendige for de kvarterer, de ligger i og giver nu et differentieret udbud til hele byen; men de butikker har man også en forpligtelse til at passe på. Er konkurrencen totalt fri og uden planer, risikerer vi at konkurrere både dem og byen ihjel.

Vi kommer ikke til at stemme for, at indkørslen til Skagen bliver domineret af butikscentre, store varehuse eller McDonald’s restauranter.

Ligeså med indkøbscentre! Personligt synes jeg, det er noget af det mest uinteressante, da det ofte er stort set de samme butikker, man møder i dem – uanset hvilken by, man er i. Men forvilder jeg mig ind i et, må jeg bare konstatere, at den holdning er der mange, der ikke deler.

Hvis nogen kender en by, hvor sådan et center – stort eller lille – har gavnet midtbyen, må man gerne fortælle os, hvor det ligger. Vi kommer ikke til at stemme for store indkøbscentre i Skagen eller kommunens øvrige byer, hverken i eller uden for centrum.

Skagen er en turistby. Det vil sætte sit præg på, hvilken type butikker her er. Men man skal passe på ikke udelukkende at blive en is-, souvenir- og galleriby. Det vil måske nok forhindre tomme butikker; men det giver ikke fastboende og faste deltidsbeboere et incitament til at gå ned i byen. Derudover kan det vise sig at være pop-up butikker, der kun holder åbent en del af året, så Skagen fremstår som en by med tomme butiksvinduer resten af året.

Mange vil måske sige, at sådan er det overhovedet ikke heroppe. Vores svar er, at man skal være opmærksom på, at det heller ikke bliver det! Typen af turister er til dels bestemmende for det, men også kommunens politik, fx i lokalplaner, har indflydelse herpå.

SF er et grønt parti, som har behovet for grønne områder – også i byerne – højt oppe på dagsordenen. Derfor ønsker vi, at der også i centrum af byerne er plads til grønne, mere fredelige oaser, hvor man kan tage et afbræk, når man er ude at handle. Her vil trivslen kunne komme i højsædet, også til glæde for folk uden for højsæsonen, da man så vil have områder, hvor man kan mødes impulsivt og snakke sammen. Det vil altså være til gavn for liv i bymidten hele året.

For Skagens vedkommende kunne det dreje sig om, at hvis banestrækningen til havnen kan bruges som gangsti, bør den laves som en grøn sti med bænke til et hvil. En oase, hvis formål udelukkende består i at forbinde midtby og havn på en smuk måde, ikke som et nyt handels- eller restaurationsstrøg.

Generelt skærmer grønne områder for ikke så kønne p-områder, filtrerer støj og gavner biodiversiteten. De sælger som sådan ikke hverken gryn, mælk, sko eller trøjer; men – og det viser adskillige undersøgelser – har dokumenteret god indflydelse på menneskers mentale og fysiske trivsel. https://www.ucl.dk/videnportal-sund/forskning/aktive-faellesskaber/naturenressource/mentaltrivsel

 

På vegne af SF i Frederikshavn Kommune

Byrådsmedlem Jane Bengtsen

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Handel i Skagen' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2026 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger