
Illustrationsfoto.
Er tiden moden til et nyt ulvemøde i Vendsyssel?
9. juni 2026 - kl. 7:33 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Ulvene er blevet en fast del af naturen i Vendsyssel. Nu ønsker borgere, forskere og myndigheder samlet til dialog om fakta, tryghed og sameksistens.
Mere end otte år efter det seneste større informations- og dialogmøde om ulve i Sindalhallen den 6. marts 2018 arbejdes der nu på et initiativ om at afholde et nyt offentligt informations- og dialogmøde om ulve i Vendsyssel.
Bag initiativet står Anette Reinholdt, administrator af Facebookgruppen Ulvene i Vendsyssel, som i dag har over 5.000 medlemmer.
“Meget er sket siden 2018. Ulvene er blevet en fast del af naturen i Vendsyssel, og mange borgere efterspørger i dag opdateret og faktabaseret viden om ulvenes adfærd, forvaltning og betydning for lokalsamfundene,” siger Anette Reinholdt.
Formålet med mødet er at skabe et sagligt forum, hvor borgere kan få adgang til den nyeste viden og stille spørgsmål direkte til relevante fagpersoner og myndigheder.
Blandt de emner, som foreslås behandlet, er:
- Ulven i Vendsyssel – status 2026
- Ulvens biologi og adfærd
- Hvordan man bør reagere ved møder med ulve
- Forskellen mellem normal ulveadfærd og problemulveadfærd
- Hunde, husdyr og ulve
- Børn, friluftsliv og ulve
- Myter og fakta om ulve
- Myndighedernes rolle og muligheder ved nærgående ulve
Tanken er at samle forskere, ulvekonsulenter, myndigheder, lokale dyreholdere og borgere til en åben og respektfuld dialog om et emne, der fortsat engagerer mange mennesker i Vendsyssel.
Der er allerede peget på navne som ulveforsker Kent Olsen fra Naturhistorisk Museum Aarhus, professor Peter Sunde fra Aarhus Universitet, ulvekonsulenter fra Naturstyrelsen samt repræsentanter fra myndighederne som mulige oplægsholdere.
Initiativtagerne har nu rettet henvendelse til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV), Naturstyrelsen, Hjørring Kommune og Frederikshavn Kommune med henblik på at undersøge mulighederne for samarbejde og eventuel støtte til arrangementet.
“Uanset om man er positiv, kritisk eller blot nysgerrig på ulvene, tror jeg, at de fleste kan blive enige om, at viden og dialog er bedre end myter og misforståelser. Derfor håber jeg, at vi kan samle mennesker omkring et fælles informationsmøde om ulve i Vendsyssel,” siger Anette Reinholdt.
1 kommentarer til “Er tiden moden til et nyt ulvemøde i Vendsyssel?” under annoncerne.
















God ide med informationsmøde