En kongelig invitation

Politikommissær Marianne Hejlesen, Jørgen Troldborg og Stationsleder Majken Saaby.

En kongelig invitation

17. juni 2026 - kl. 7:09 - af

Redaktionen har modtaget dette indlæg fra Finn Clausen:

Tidligere på året landede en særlig invitation i Jørgen Troldborgs postkasse i Råbjerg. Det var selveste kong Frederik, der inviterede den 83-årige landmand til København for at modtage fortjenstmedaljen for 40 år i statens tjeneste som strandfoged. Jørgen takkede nej til turen til København, han ville ikke ulejlige kongen, men fortjenstmedaljen kunne han ikke slippe for. Kort efter stod der en stor buket blomster ved døren, ledsaget af endnu en invitation, denne gang til politistationen i Frederikshavn. Så den 27. var der overrækkelse ved stationsleder Majken Saaby og politikommissær Marianne Hejlesen, og Jørgen Troldborg er nu indehaver af en medalje. 

Jørgen Troldborg er 7. generation på gården i Råbjerg, og hvervet som strandfoged er gået i arv fra hans far. Jørgen kender landskabet og stranden til mindste detalje, og han har alle dage været glad for jobbet som strandfoged. Ikke for pengenes skyld, for lønnen er yderst symbolsk, i dag ca 1100 om måneden, men fordi han sætter pris på at være en del af det beredskab, der passer på de danske strande.

Strandfogederne hørte tidligere under politiet, og i dag er de en del af beredskabet og hører udner Beredskabsstyrelsen. Jørgens primære opgave er tilsyn med de 4.5 km strand, der er hans ansvarsområde, og bjergning og sikring af strandingsgods, der har værdi, f eks tømmer, surfbrædder m.m. I de fleste tilfælde skal strandfogeden transportere godset hjem til opmagasinering på sin gård, indtil det besluttes, hvad der skal ske med det, hvis ikke det er muligt at finde ejermanden.  Oftest er det træ, der driver i land, men der dukker også andre sager op. “For nogle år siden drev der for eksempel en masse store gule bøjelignende ting i land,” fortæller Jørgen Troldborg. “Jeg bjærgede dem og kørte dem hjem på gården. Men ingen ville kendes ved dem, og til sidst endte det med, at kommunen hentede dem og kørte dem på lossepladsen.  Jeg fandt aldrig ud af hvad det var eller hvis det var.”

Jørgen priser sig lykkelig over, at han aldrig har været nødt til at bjærge en strandvasker. “Det er jeg heldigvis sluppet for. Men der har dog været hændelser, der har vakt lidt bekymring, som dengang, hvor jeg kom derned og fandt en jolle, der lå og vuggede i strandkanten med fiskenettet hængende ud over rælingen. Heldigvis viste det sig, at bådens ejer blot var blevet træt af at fiske og var kørt hjem.”

Som strandfoged er man i princippet på vagt 24 timer i døgnet, og det er Jørgen Troldborg også. Det er dog lettere i dag end det var før i tiden “Dengang skulle vi gå strandvagt, når det stormede, for at se om der var strandinger eller kæntrede skibe. Det skal vi ikke længere.”

Pudsige oplevelser hører også til livet som strandfoged”. Her forleden kørte jeg langs stranden, da jeg hørte en hund give voldsom lyd fra sig. Det viste sig at være en lillebitte hvid hund, der var kommet i clinch med en stor sæl. Sælen var vred på hunden, og når en sæl er vred, så bider den. Heldigvis fik hundens ejer fat i hunden, så det ikke endte helt galt.”

Strandgæster vil også fremover kunne møde Jørgen Troldborg på stranden ved Skiveren, hvor han holder øje med vraggods, olieforurening, hærværk på inventar og skilte og eventuelle strandede hvaler.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'En kongelig invitation' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2026 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger