På billedet er det Benjamin Frydkjær Thomsen, REMA 1000 Skagen.
REMA 1000 Skagen klar med Køb & Hent
1. august 2026 - kl. 7:26 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Den lokale REMA 1000 i Skagen er klar med Køb & Hent. I fremtiden kan kunderne handle ind online og hente varerne pakket og klar hos deres lokale købmand.
I REMA 1000 tror man på, at det enkle ofte er det bedste. Derfor har discountkæden udviklet og testet Køb & Hent som et nyt koncept, der skal gøre hverdagen mere enkel for kunderne. Konceptet er testet i udvalgte butikker landet over – heriblandt den lokale REMA 1000 i Skagen, hvor det nu bliver en fast del af butikkens indkøbsmuligheder:
“I Skagen oplever vi ligesom alle andre steder hverdagen som travl. Derfor giver det rigtig god mening at tilbyde Køb & Hent til vores kunder. De sætter pris på at kunne spare tid ved nemt at bestille online og hente varerne hos os, når det passer ind i netop deres dag og planlægning. Samtidig bevarer vi den gode kundekontakt ved udleveringen,” siger købmand Jesper Pedersen.
Netop brugervenligheden har været omdrejningspunktet i udviklingen og tilblivelsen af Køb & Hent som koncept. Derfor har REMA 1000 haft for øje at gøre løsningen så intuitiv som muligt for kunderne:
“Køb & Hent fungerer helt enkelt. Kunderne lægger varerne i kurven på vores hjemmeside eller i REMA 1000 appen og vælger, hvornår de vil hente. 15 minutter før det valgte tidsrum modtager de et link, så de kan tjekke ind, når de er ved butikken. På den måde står varerne klar,” forklarer købmanden.
REMA 1000 tester Køb & Hent i udvalgte butikker i hele Danmark. Nye testbutikker kommer løbende til, og discountkædens nye koncept lanceres lokalt, efterhånden som udviklingen skrider frem.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.










_1_1_1.jpg)






Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'REMA 1000 Skagen klar med Køb & Hent' til en bekendt