Sluk alt i aften!
14. september 2026 - kl. 7:09 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Det er en rigtig god ide at slukke alt, hvad der slukkes kan mandag aften. Høje gaspriser og manglende vind og sol sender elprisen op over 7 kroner.
Ugen starter med høje elpriser store dele af mandag. Dyrest bliver det mandag aften, hvor elprisen stiger til det højeste niveau i næsten to år.
I timen 19-20 koster strømmen ca. 6,90 kr. pr. kWh inkl. moms i Vestdanmark (DK1) og 6,70 kr. pr. kWh inkl. moms i Østdanmark (DK2).
– Vi er lige nu i den kedelige situation, at den høje gaspris presser elprisen med op. Og vi får desværre ikke nok elproduktion fra vindmøller og solceller til at presse prisen den anden vej. Derfor ser vi høje priser – og i aften ekstremt høje pristoppe, siger Troels Skipper, der er kommerciel chef i energiselskabet OK.
Faktisk krydser elprisen de 7 kroner i aften. Heldigvis kun i et kvarter. 19:45 og de næste 15 minutter koster strømmen ca. 7,30 kr. i Vestdanmark og ca. 7,10 kr. i Østdanmark.
Også timerne 18-19 og 20-21 bliver meget dyre med en elpris på omkring 3,80 kr. og 5 kr. på tværs af landet.
En timepris på knap 7 kr. pr. kWh er ikke set i knap to år. Elprisen var senest så højt oppe tilbage i december 2024.
Oplad bilen til frokost eller i nat
Mandagens gennemsnitspris bærer da også præg af de voldsomt høje aftenpriser.
Mandag koster strømmen i snit ca. 2,40 kr. pr. kWh. September ser dermed ud til at fortsætte mindst lige så dyrt som august, der blev den dyreste strømmåned siden energikrisen i 2022.
Indtil videre er gennemsnitsprisen for september over 1 kr. pr. kWh.
Trænger elbilen til at få strøm på batteriet , er det en rigtig god ide at vente til natten til tirsdag, hvor elprisen ligger i et leje omkring 1,5 kr. pr. kWh.
Hvis der skal strøm på bilen mandag, er det middagstimerne, der er at foretrække økonomisk set. Mellem 13-16 er strømprisen ca. 1,55 kr. pr. kWh.
– De vilde udsving i strømprisen kan udnyttes til at gøre elregningen så lav som mulig. Mandag svinger prisen omkring seks kroner på få timer. Selvom det ikke er decideret billigt, er det noget sjovere at lade bilen til 1,5 kr. end til det firedobbelte, siger Troels Skipper.
Ud over elprisen betaler elkunder også tariffer til Energinet og det lokale netselskab – og evt. abonnement og/eller tillæg til elselskabet.
- OK er et bredt funderet energiselskab for private og erhverv. På hylderne er alt fra brændstof og ladestandere til grøn el og varmepumper.
- OK er desuden en af de største elleverandører i Danmark
- OK er et dansk andelsselskab med datterselskaber som Coop, Kamstrup, Enity og GodEnergi.
- OK omfatter mere end 680 tankstationer, mere end 250 svanemærkede vaskehaller samt mere end 85 truckstationer, og OK er således Danmarks største tankstationskæde.
- OK har mere end 5.700 offentligt tilgængelige ladepunkter til elbiler fordelt over hele landet – knap 1000 af dem ved lynladere.
OK støtter over 4.000 lokale klubber og foreninger over hele landet.
5 kommentarer til “Sluk alt i aften!” under annoncerne.

















Man kan undres. Der er vindmølle kapasitet på ca 7000 Mw og solcellekapasitet på ca. 5000 Gw
dk bruger ca 4800 Mw. Halvdelen af møllerne tygger nok drøv da de kun producerer 2900 Mw i øjeblikket 16 sep. kl 0900 . El pris nu ca.2 kr. plus afgifter
Naturligvis kan man anse det som brok, når man ikke er imponeret over en elpris på 7kr pr kWh, når man bare kunne have brugt strøm tidligere på dagen, da prisen var otte gange lavere, så kunne vi have fået varm mad kl 14:00 i stedet for.
Sjovt nok er elprisen altid højest, når hr og fru Danmark skal lave aftensmad, selv om forbruget, i henhold til Energinet, er højest omkring middagstid.
Problemet er, i min optik, de store udsving der er i løbet af en dag. Det burde være muligt at udtænke et system, hvor priserne er nogenlunde ens døgnet rundt.
På denne side, https://euenergy.live/ , kan man se de daglige priser i EU-landene, så kan man selv bedømme, hvilke lande der er de billigste i Europa.
Elektricitet produceret i Danmark har i flere år været noget af det billigste i Europa. Også når man ser på gennemsnitspriser snarere end de lave øjeblikspriser som Grønnere elforbrug forsøger at forudsige hver dag. EUs forbruger-gennemsnitspris er 214,5 øre/kWh. Vi har det godt, nogen skal bare brokke sig. Jeg har Looad og kan idag lade til 0,67 kr som det billigste.
Vi skal blot huske det er grønt. Så kan vi pudse glorien og sige vi er et foregangsland, mens vi lænser indholdet af borgernes tegnebøger.
1. Oktober stiger tarifferne yderligere.
Har du en elaftale med timepris, kan det virkelig betale sig at flytte opladning af elbilen, tøjvask og opvask væk fra kl. 18–21 i aften – især kl. 19–20. ⚡
Jeg står bag elprisidag.dk, hvor du gratis kan følge elprisen time for time og finde de billigste tidspunkter at bruge strøm. Indtast dit postnummer, så får du et overblik for dit område.
Håber, siden kan hjælpe andre her i Skagen med at undgå de dyreste timer 😊