
Illustrationsfoto.
Musik i Skagens midtby sat på Byrådets dagsorden
21. februar 2019 - kl. 14:18 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Byrådsmedlem for Dansk Folkeparti, Flemming Rasmussen, har i medfør af initiativretten ønsket at få spørgsmålet om musik og deraf følgende støj i Skagens midtby sat til behandling på Byrådets dagsorden. Det sker på Byrådets næste møde den 27. februar.
Et flertal i Plan- og Miljøudvalget tiltrådte for nylig en indstilling om at ”fastholde den nuværende restaurationsforskrift uændret fremadrettet” samt give Center for Teknik og Miljø bemyndigelse til ”at foretage redaktionelle rettelser i restaurationsforskriften” – dog således, at Kristi Himmelfartsferien og sidste sejlerweekend sidestilles med festivalen. Udvalget foretager evaluering efter sæson 2019.
Det socialdemokratiske byrådsmedlem Erik Kyed Trolle kunne ikke tiltræde indstillingen, idet han ønsker et fælles regulativ for hele kommunen uden mulighed for kommercielt baserede dispensationer.
Ønsket om at høre borgernes og restauratørernes mening blev annonceret i oktober 2018 samt ved at skrive direkte ud til involverede parter som foreninger, klagere samt restauratører, der har været klaget over i 2018.
Ved høringsfristens udløb var der indkommet 51 bemærkninger: 30 bemærkninger fra fastboende i Skagen, 14 bemærkninger fra ikke-fastboende, og 7 bemærkninger, hvor tilknytningsforholdet ikke kunne fastlægges.
Af dagsordenen fremgår det, at i 38 af de indkomne bemærkninger har afsenderne tilkendegivet, at lydniveauet har været tilfredsstillende i 2018, eller at der kan accepteres endnu mere musik (længere perioder, højere lydniveau mv.) 20 af disse bemærkninger er afgivet af fastboende i Skagen.
En mindre del har, som det skrives i dagsordenspunktet, tilkendegivet, at lydniveauet generelt skal reduceres eller har peget på enkelte spillesteder, som skal reducere lydniveauet.
Restauratørerne har i 2018 været mere opmærksomme på dispensationsproceduren, og de har fået dispensationerne i god tid inden tidspunktet for musikarrangementerne. Ingen restaurationer har fået deres dispensationer inddraget.
Link til Byrådets dagsorden; scroll til siderne 27-30:
Tekst: Per Rye
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Musik i Skagens midtby sat på Byrådets dagsorden' til en bekendt