
Skagens Ønskeengel er klar til at hjælpe
16. november 2020 - kl. 10:16 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Skagens Ønskeengel som hvert år hjælper familier, hvor økonomien er stram, med at få købt en julegave til børnene, er også klar til at hjælpe i år.
Men på grund af corona-situationen bliver det praktiske arrangement anderledes end de tidligere år.
Der bliver holdt afstand, og der bliver sprittet hænder dér, hvor det er nødvendigt.
Ønskeenglen har tidligere haft base i Iscafé’en ved mindestøtten, hvor de mange, som hjalp englen med at købe gaverne, har kunnet hente en eller flere ønskesedler på et flot pyntet juletræ. Iscafé’en var også i centrum, når modtagerne skulle hente gaverne.
Det er på grund af corona-restriktionerne ikke muligt i år.
Arbejdsgruppe
Ønskeenglens “arbejdsgruppe,” som består af Susanne Nielsen, Lene Kappelborg, Lone Stig, Ulla Egholm, og Inge og Hans Jørgen Callesen, opfordrer i stedet de, som ønsker at bidrage ved at købe en gave, til at indbetale et beløb – maksimalt 300 kroner pr. gave – på Mobile Pay eller indsætte beløbet på en konto i Spar Nord.
Arbejdsgruppens medlemmer sørger for, at de ønskede gaver bliver købt, og der lægges i år særlig vægt på, at alle gaverne bliver købt i forretninger i Skagen.
Det telefonnummer, der kan indbetales til med Mobile Pay, er 21 24 86 12, og man skal angive Ønskeengel i teksten.
Kontonummeret i Spar Nord er: Registreringsnummer 9015 – kontonummer: 146 003 4503. Også her skal man huske skrive ønskeengel i tekstfeltet.
Økonomien styres af Lene Kappelborg, som også står som modtager af donationen.
Gavemodtagere
De, som ønsker en gave, findes ved direkte kontakt til tidligere modtagere – og ved information om ønskeenglen via skolerne og daginstitutionerne i Skagen og Aalbæk.
Det har tidligere været en hyggestund, når modtagerne kom i Iscafé’en for at hente gaverne, men sådan bliver det, som nævnt, ikke i år.
I stedet sørger medlemmerne af arbejdsgruppen for at gaverne bliver bragt til døren hos modtagerne, og der bliver i en speciel julegavesæk, som Superbrugsen har sponseret sammen med en pose julegodter til hver familie.
Trods corona-situationen kan man møde Ønskeenglen i bybilledet.
Der er et banner sponseret af Ezeeprint med information om Ønskeengel-arrangementet, et engle-juletræ, som er sponseret af Iscafé’en, og information om Ønskeengel-arrangementet i Iscafé’en, Superbrugsen og i et udstillingsvindue i Midtpunkt.
Man kan også møde Ønskeenglen på Facebook – siden hedder: skagen ønskeengel.
Ønskeenglen har også fået en mail-adresse, så man – på afstand – kan få kontakt med den. Adressen er skagen@ønskeengel.dk
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Skagens Ønskeengel er klar til at hjælpe' til en bekendt