
Danske digtere i Drachmanns fodspor
3. august 2021 - kl. 4:59 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
I årene lige efter Drachmanns død i 1908 var hans popularitet i en dalen, der næsten kan betegnes som frit fald. Mange kræfter slog sig sammen om at fordunkle hans minde. Nogle af disse hørte til de moralsk forargede, som måtte tage afstand fra ham på grund af hans privatliv. Andre – især de mere litterære – tog afstand fra hans digtning på grund af, at han er svær at sætte i bås, og så dur man efter manges mening ikke.
På onsdag den 4. august kl. 20 vil Drachmann-Kvartetten endnu engang vise, hvilken stor en digter Holger Drachmann var. Det sker i Bamsemuseets café, hvor ægteparrene Ann-Marie Gabrielsson og Jesper Hegaard samt Birgit og Poul Bernth, glæder sig til at være med til at skabe endnu en hyggelig aften. i cafeen.
Men aftenen vil også indeholde en afdeling med tekster af andre danske digtere. Det drejer sig blandt andre om Hans Hartvig Seedorff, Tom Kristensen og Nis Petersen. De tre hører til de yngre digtere som i årene efter 1. verdenskrig turde træde frem og vedkende sig et digterisk fællesskab med den store og tidligere så berømte digter.
Sidste onsdag var endnu en dejlig aften i den hyggelige café, hvortil der var udsolgt. Det er derfor en god idé at benytte sig af billetsalget, som er begyndt. Billetterne kan bestilles på holger@gabrielsson.dk eller købes ved indgangen.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Danske digtere i Drachmanns fodspor' til en bekendt