Driftsaftale med lokalmuseet Simons Raaling

Driftsaftale med lokalmuseet Simons Raaling

28. september 2021 - kl. 8:06 - af

Kultur- og Fritidsudvalget skal på udvalgets kommende møde den 29. september tage stilling til en driftsaftale med lokalmuseet Simons Raaling.

Simons Raaling drives af den frivillige forening, Lokalhistorisk Forening for Raabjerg Sogn. Ifølge foreningens vedtægter er foreningens formål at fremme den historiske interesse for Raabjerg Sogn gennem drift af ejendommen beliggende på Engvej.

Betegnelsen Simons Raaling refererer til den sidste ejer af huset, familien Simon, mens Raaling er en nordjysk betegnelse for stuehuset – altid beliggende øst-vest og parallelt med avlsbygningen.

Driftsaftalen med Simons Raaling følger den skabelon for driftsaftaler, som Kultur- og Fritidsudvalget godkendte den 3. juni 2020. Indholdet i aftalen er delvist nyt, idet foreningen tidligere har modtaget tilskud som lokalhistorisk arkiv, hvor praksis har været, at foreningen har sendt ansøgning og regnskab hvert år for at modtage et tilskud.

Den kommunale administration har vurderet, at foreningens formål er museumsdrift. Med driftsaftalen ophører tidligere praksis omkring årlig indsendelse af ansøgning, mens andre afrapporteringskrav ud over regnskab er tilføjet: referat fra generalforsamling samt deltagelse i årligt møde med øvrige tilskudsmodtagende lokalmuseer, faciliteret af administrationen.

Derudover er indsendelse af handleplaner skrevet ind i driftsaftalen samt de kulturpolitiske sigtemål for lokalmuseer, som Kultur- og Fritidsudvalget besluttede i foråret i år.

Driftsaftalen kan fra foreningens side opleves som en væsentlig forandring, set i forhold til tidligere praksis, mens fordelen ved driftsaftalen, set fra foreningens side, er, at foreningen er sikret et tilskudsbeløb i den periode, som aftaler løber.

Driftsaftalen tager afsæt i kommunalfuldmagten, hvor kommunalbestyrelsen har lovhjemmel til at yde tilskud til kulturelle formål under forudsætning af, at aktiviteterne har en offentlig karakter – dvs. ikke er kommercielle eller private.

Driftsaftalen har været til kommentering hos Lokalhistorisk Forening for Raabjerg Sogn forud for underskrivelse. Aftalen er underskrevet af formand og kasserer for foreningen.

 

Tekst: Per Rye

1 kommentarer til “Driftsaftale med lokalmuseet Simons Raaling” under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

1 kommentarer til “Driftsaftale med lokalmuseet Simons Raaling”

Der er lukket for nye kommentarer...

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Driftsaftale med lokalmuseet Simons Raaling' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2026 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger