
Åbent brev: Ingen tilbud om 3. stik i Skagen OPD.
2. november 2021 - kl. 9:57 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Til Region Nord.
Ifølge regionens hjemmeside, samt oplysninger fra ældre skagboer, vil der ikke fremover blive tilbudt vaccination med det 3. stik i Skagen.
Det må undre i en tid, hvor Socialdemokratiet har fremlagt forslag om nærsygehuse, og i en situation, hvor vi hver dag får at vide, hvor vigtigt det er, at flest muligt bliver vaccineret, hvis vi skal undgå restriktioner og nedlukning.
Det gælder også det 3. stik, og her skal man være opmærksom på, at det er her og nu, hvor de ældste borgere skal vaccineres, at det især er vigtigt, at skagboerne ikke skal ud at køre minimum 80 km for at bliver vaccineret.
Kan det virkelig passe, at vi endnu engang skal slås for det rimelige krav, at skagboerne 1 gang pr. uge kan blive vaccineret i egen by?
Med venlig hilsen.
Chresten Sloth Christensen
Fmd. Skagen Byting
OPDATERET MED SVAR:
Kære Chresten
Tak for din henvendelse.
Regionen er løbende i dialog med de nordjyske kommuner med henblik på at sikre det bedst mulige tilbud til borgerne med afsæt i Sundhedsstyrelsens retningslinjer for håndtering af COVID-19-vaccination. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man for nuværende tidligst revaccineres 6 måneder + 14 dage efter sidste stik og gerne inden 9 måneder. Den brede befolkning har derfor en rum tid til at benytte tilbuddet om 3. stik, fra de modtager invitationen.
Regionen har efter seneste vaccinationstilbud i Skagen været i dialog med Frederikshavn Kommune om at etablere et nyt vaccinationstilbud i Skagen. Regionen planlægger derfor at vaccinere uden tidsbestilling på Skagen Skole d. 28. november kl. 9-17. Dette vil fremgå på regionens hjemmeside i løbet af i dag. Herudover vaccineres i Frederikshavn Kommune d. 9., 18. og 26. november mv.
I forhold til vaccination af de ældre borgere etablerede regionen i tæt samarbejde med de nordjyske kommuner 33 decentrale vaccinationscentre på lokationer, som var ønsket af kommunerne. På denne baggrund blev der blandt andet etableret et tilbud på Skagen Skole efter ønske fra Frederikshavn Kommune.
Borgerne kan holde sig orienterede om nye vaccinationssteder på regionens hjemmeside, der som beskrevet løbende opdateres med nye vaccinationssteder.
3 kommentarer til “Åbent brev: Ingen tilbud om 3. stik i Skagen OPD.” under annoncerne.

_1.jpg)














Kl. 14.30 i dag er der ikke vaccine til flere ved “Åbent Hus”-vaccinationsstedet på Skagen Skolen.
En stakkels ung kvinde står på trappen for at give denne frustrerende besked til de skagboer, der i en lind strøm ankommer og skuffede må vende hjem med uforrettet sag.
Skagboer til grin igen: Hjem til tasterne for at få en tid i denne eller hin anden by. For egen regning, naturligvis!
Ja Peder. Men det er først kommet på hjemmesiden, efter at jeg har skrevet, hvilket fremgår af regionens svar, der er kommet lynhurtigt.
Hej Chresten
Ifølge Region Nordjyllands hjemmeside https://rn.dk/sundhed/patient-i-region-nordjylland/coronavirus/covid-19-vaccination er det muligt at få 3. stik på Skagen Skole søndag den 28. november mellem kl. 9 og 17.
Regionen skriver også at der løbende vil blive oprettet nye vaccinationssteder og at siden bliver løbende opdateret, så måske der kommer flere datoer til i takt med at flere bliver klar til det 3. stik.
De bedste hilsner
Peder Key Kristiansen
Kandidat til Regionsrådsvalget for Socialdemokratiet.