
Arkivfoto.
Så er der snart sæsonstart
3. september 2022 - kl. 8:00 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Snart åbner Skagen Lokalhistoriske Forening ballet og gør klar til at grave dybt i byens spændende historie.
Torsdag den 8. september er der sæsonstart på Kystmuseet på P. K. Nielsens vej, hvor foreningens formand, Andreas Andreasen, vil løfte sløret for, hvad der venter de mange medlemmer i løbet af efteråret.
Ved sæsonstart plejer en af Kystmuseets medarbejdere at fortælle lidt om den pågældendes arbejdsfelt, og i år kommer arkivar Erik Christensen for at berette om Kattegatfiskeriet gennem tiderne og de forbindelser, der i den sammenhæng er blevet skabt mellem de østvendsysselske fiskerbyer og de Bohuslänske fiskere i den svenske skærgård. Et meget interessant emne, der allerede har manifesteret sig i publikationen Fisken i forskningen, som Erik Christensen også har bidraget til.
Bagefter er der kaffe og æbleskiver til alle samt naturligvis Arrestforvarer Christensens vidt berømte brombærsyltetøj, der utallige gange er blevet præmieret ved europæiske fødevaremesser. Som mange vil vide, har brombærkrattets frodighed sin baggrund i den omstændighed, at arrestforvareren gødede brombærrene med indholdet af natpotterne fra de tre fangeceller, som Christensen i årtier havde opsyn med. Never mind! Syltetøjet smager pragtfuldt!
Sæsonstarten går kl. 19 og er primært for medlemmer af Skagen Lokalhistoriske Forening. Medlem kan man da for øvrigt blive ved at henvende sig i Tinghuset eller på mail: skagenlokalhistoriskeforening@gmail.com. Årskontingentet er svimlende 60 kr.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Så er der snart sæsonstart' til en bekendt