Arkivfoto.
Skagen Kirke fyldt til sidste plads
2. december 2022 - kl. 8:08 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Skagen Kirke var fyldt til sidste plads da Jens-Christian Wandt præsenterede årets julekoncert. Traditionen tro havde Holmens Kirke Vokalensemble under ledelse af Jakob Lorentzen taget turen fra København til Skagen, for at synge julen ind i selskab med Skagboer, nordjyder og gæster fra hele landet. Julekoncerten er meget populær og trækker også mange gæster til Skagen fra andre dele af landet.
Blandt gæsterne sås borgmester Birgit Hansen, venstrepolitiker Peter Sørensen, biskop over Aalborg Stift Thomas Reinhold Rasmussen, eventmager og tidligere direktør for Schackenborg Slot Trine Jepsen som bl.a. står for det store julemarked på Voergård Slot, og ejeren af Brøndums Hotel Bent Fredberg.
Programmet bød på julens smukke melodier, bl.a. ”Kimer, I klokker”!”, ”Barn Jesus i en krybbe lå”, ”Der er noget i luften”, og ”Glade Jul”. I programmet var også en særlig hilsen til Sverige i form at to svenske korværker, ”Advent” og ”Jul, jul strålande jul”. Koncerten sluttede med at alle i kirken stående sang ”Dejlig er jorden”, og på den måde ønskede hinanden glædelig advent.
Efter koncerten mødtes koncertgængerne med de medvirkende kunstnere på Brøndums Hotel. Det var overvældende så mange der fulgte med, og desværre var der ikke plads til alle. Men dem som fik plads, fik en smuk sangoplevelse, da vokalensemblet som et lille ekstranummer sang ”Nu tændes tusind julelys. Der blev budt på gløgg og julesmåkager i de smukt pyntede stuer, og da gæsterne bad om regningen, fik de også her en glædelig overraskelse. Brøndum Hotels direktør Emil Hauge kunne fortælle at aftenens traktement var en gave fra hotellet til de mange trofaste gæster.
Julekoncerten i Skagen er en tradition gennem 12 år. Det hele begyndte i Skagen Kirke i 2010, og herfra har koncerten med Holmens Vokalensemble og Jens-Christian Wandt bredt sig til hele landet. I år giver de 8 koncerter i bl.a. Vestervig Kirke, Frederiksværk Kirke, og Sankt Pauls Kirke i København. På mandag kan de opleves på hjemmebane i Holmens Kirke, og koncerten her overværes af Prinsesse Benedikte. Onsdag gentages koncerten – også i Holmens Kirken, når Kirkeminister Ane Halsbo Jørgensen er vært for regering og folketing ved ”Kirkeministerens Julekoncert”.









_1_1_1.jpg)







Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Skagen Kirke fyldt til sidste plads' til en bekendt